23948sdkhjf

PORTRÆT: Grøn landsformand sætter branchen højt

Henrik Hoffmann, der i januar blev valgt som ny landsformand for Danske Anlægsgartnere, kan godt lide at være med i de beslutninger, der påvirker branchen. Interessen er kommet med årene og dyrkes i dag på højt plan
48-årige Henrik Hoffmann fra Risskov er ny landsformand for Danske Anlægsgartnere. Han har været en del af den grønne branche i mange år, men det var ikke som sådan planen, at det lige netop var den vej, han skulle gå.

Han er vokset op med en far, der er uddannet snedker, men som altid har holdt meget af at lave haver, og som i 1975 valgte at blive selvstændig anlægsgartner.

Som ung blev Henrik Hoffmanns sommerferier brugt i farens firma, der stille og roligt voksede sig større og større, og da eksamensbeviset fra handelsskolen var i hus, fulgte en tvivl om, hvad fremtiden skulle byde på. Det blev startskuddet til den grønne karriere; faren manglede nemlig en på kontoret til at lave tilbud og stå for andre administrative gøremål, og her slog Henrik Hoffmann til.

”Min far er rigtig igangsætter. Han er på ingen måde en kontor- eller administrativ mand, så det endte med, at han spurgte, om jeg ikke lige kunne gøre det, skrive det og sende det. Jeg var jo færdig med handelsskolen og havde haft en masse om økonomi og var vant til at sidde og lave tilbud. Så jeg sprang på og begyndte at tage kundemøder, og så tog det ene år det andet”, fortæller Henrik Hoffmann.

Han har ind imellem også arbejdet i marken, hvor broren Michael Hoffmann især gør sig. Michael er til forskel fra Henrik Hoffmann uddannet anlægsgartner.

”Vi er tre vidt forskellige typer, og det er en stærk ting. Jeg er god på tal og det med at have det store overblik. Min far er igangsætteren, og min bror er i produktionen. På den måde supplerer vi hinanden rigtig fint. Det har vi gjort i mange år”, siger Henrik Hoffmann, der siden år 2000 har tegnet rollen som direktør i Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S.

Selvom det ikke fra starten var givet, at den grønne branche skulle blive karrierevejen, har Henrik Hoffmann ikke fortrudt. Han har altid vidst, at han gerne ville være selvstændig.

”Om det var blevet anlægsgartner, tømrer eller murer, tror jeg, er lige meget. Det var ikke fordi, jeg som sådan brændte for at være anlægsgartner, da jeg var 20 år. Det var bare der, min far var, og så hjalp jeg ham. Og så tog det ene det andet, og så var det det, jeg blev ved. Så er interessen kommet her gennem årene, og jeg er kun blevet mere og mere interesseret i faget og branchen”, siger han og fremhæver, at Henning Hoffmann aldrig har presset sønnerne til at gå ind og blive en del af virksomheden.

Med ved bordenden

I dag kan Henrik Hoffmann ikke få nok af branchen. Han sætter det højt at komme rundt og besøge kollegaer, er med i erfa-grupper i Jylland og på Sjælland og har været en del af Danske Anlægsgartnere i flere år.

”Jeg kan godt lide det organisatoriske arbejde med vores branche. Jeg går meget op i vores grønne fag. Det interesserer mig rigtig meget”, siger han.

Han startede i organisationens sydjyske kreds, hvor han blev valgt som formand for otte år siden. Inden da var han menigt medlem af bestyrelsen i fire år. Som kredsformand kom han automatisk med i hovedbestyrelsen, hvor han i seks år har haft posten som næstformand.

Og i januar blev næstformandsposten så skiftet ud med rollen som landsformand efter Ejvind Røge.

”Jeg synes, det er spændende, at få lov til at sidde ved bordenden og at have serveretten i samarbejde med hovedbestyrelsen og sekretariatet”, siger Henrik Hoffmann.

Med rollen som landsformand følger andre ansvarsposter. Henrik Hoffmann træder nemlig ind i Håndværksrådets bestyrelse, hvilket giver mulighed for at påvirke på et organisatorisk højere plan.

”Jeg kan godt lide at være med i beslutninger, som påvirker vores branche. Jeg synes, det er rigtig interessant. Man skal selvfølgelig brænde for det, for der er rigtig meget forberedende arbejde”, siger han.


Henrik Hoffmann
48 år
Fra Risskov ved Aarhus
Efter folkeskolen tog han på handelskole i Aarhus, rejste et års tid og kom så for alvor ind i farens virksomhed, som i dag går under navnet Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S
Har været med i firmaet i 26 år, og har siden år 2000 tegnet rollen som direktør
Er med i Erfa-grupper i Jylland og på Sjælland
Har tidligere siddet i daværende Handelsbankens bankråd og været med i Round Table, en klub for selvstændige erhvervsdrivende
Har været en del af Danske Anlægsgartnere i mange år. Startede i Sydjysk Kreds, hvor han blev valgt som formand for otte år siden. Inden da var han menigt medlem af bestyrelsen i fire år. Som kredsformand kom han automatisk med i hovedbestyrelsen, hvor han i seks år har haft posten som næstformand. I januar trådte han ud af kredsbestyrelsen og blev valgt som landsformand for Danske Anlægsgartnere efter Ejvind Røge.
Samtidig med rollen som landsformand træder han også ind i Håndværksrådets bestyrelse
Gift med Mette, der er sygeplejerske. Sammen har de tre børn
Fritiden går med lidt løb og mountainbikekørsel
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235