23948sdkhjf

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Bagsværd, Rønne, Helsingør, Auning, Grenaa, Hammerum, Herning, Vildbjerg, Kibæk og Haverslev
REGION HOVEDSTADEN

BAGSVÆRD

Opførelse af tre boligblokke

På ejendommen Bagsværd Hovedgade 151-169, hvor Bagsværd Skole tidligere lå, er der både søgt om tilladelse til at opføre rækkehuse og et etagebyggeri med tre boligblokke ud mod Bagsværd Hovedgade.

Etagebyggeriet får en fælles parkeringskælder, og oven på denne ønskes der opført tre boligblokke på fire etager hver. Boligblokkene kommer til at indeholde 64 lejligheder med en størrelse på mellem 85 og 115 kvm.

I alt kommer etagebyggeriet til at indeholde 6.000 kvm og boligblokkene bliver en del af bebyggelsen Bagsværdlund.

Gladsaxe Kommune har sagt god for projektet, der er sendt i høring hos naboerne.

RØNNE

Opførelse af dagligvarebutik

Forslag til kommuneplantillæg nr. 010 og forslag til lokalplan nr. 087 for udvidelse af et lokalcenter ved Almindingens Runddel i Rønne indstilles til godkendelse i Bornholms Kommunalbestyrelse med anbefaling fra både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomi- og Planudvalget.

Lokalplanområdet udlægges til centerformål med mulighed for etablering af blandt andet dagligvarebutikker og servicevirksomheder samt liberale erhverv.

Den nye dagligvarebutik ønskes placeret nord for Åkirkebyvej ved Almindingens Runddel.

HELSINGØR

Opførelse af boliger

Center for Teknik, Miljø og Klima i Helsingør Kommune har i samarbejde med Domea og deres bygherre og rådgivere udarbejdet forslag til lokalplan 1.144 Badevej 2-6 i Helsingør. Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af projekt, som Byrådet godkendte sidste år som grundlag for lokalplanen. Der er desuden udarbejdet et kommuneplantillæg, idet projektet ikke er i overensstemmelse med kommuneplan 2013, hvorefter lokalplanområdet kun kan bebygges i to en halv etage.

Det er planen, at de eksisterende erhvervsbygninger på Badevej skal rives ned for at give plads til et nyt boligbyggeri med et samlet etageareal på cirka 3.000 kvm. Byggeriet omfatter fire store byhuse i tre etager, og boligstørrelserne varierer fra cirka 70 kvm fordelt på to rum til 100-105 kvm fordelt på tre eller fire rum.

Et flertal i Byrådet har på mødet den 29. februar 2016 givet tilsagn om at give støtte til opførelse af 15 almene boliger blandt andet under forudsætning af, at der også opføres 15 private boliger.

Forslag til lokalplan 1.144 og kommuneplantillæg nr. 21 indstilles nu til godkendelse i Helsingør Byråd med henblik på offentliggørelse. Indstillingen anbefales af Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, der så på sagen forleden.

REGION MIDTJYLLAND

AUNING

Etablering af nye lokaler på Auning Skole

Norddjurs Kommunalbestyrelse har godkendt et forslag til hovedprojekt for byggeri på Auning Skole som erstatning for en midlertidig pavillon. Samtidig godkendte kommunalbestyrelsen, at håndværkerydelserne udbydes offentligt i fagentrepriser, og at der frigives et rådighedsbeløb på en mio. Den samlede økonomiske ramme for anlægsprojektet er på seks mio. kroner. Heraf er der frigivet 0,5 mio. kroner i 2015, mens der er afsat henholdsvis en mio. kroner i 2016 og 4,5 mio. kroner i 2017.

Hovedprojektet er udarbejdet af Norddjurs Kommunes byggerådgiver Arkikon i samarbejde med det nedsatte byggeudvalg.

GRENAA

Opførelse af nyt varmeværk

Grenaa Varmeværk A.m.b.a. har ansøgt Norddjurs Kommune om kommunegaranti på 165 mio. kroner i forbindelse med etablering af et nyt biomassefyret varmeværk i Grenaa, og forleden besluttede Norddjurs Kommunalbestyrelse at sige ja til ansøgningen.

Kommunalbestyrelsen har tidligere godkendt Grenaa Varmeværks projektforslag om et biomassefyret varmeværk, som Cowi og Arkikon er henholdsvis rådgiver og arkitekt på.

Når Norddjurs Kommune stiller garanti for projektet medfører det, at det bliver omfattet af reglerne for offentlige udbud.

HAMMERUM

Opførelse af ny skole, daginstitution og fritids- og idrætsfaciliteter

Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for ny skole, daginstitutioner, kultur-, fritids- og idrætsfaciliteter i Hammerum

Lokalplanen er udarbejdet i forlængelse af folkeskolereformen. I Hammerum og Gjellerup er de eksisterende skoler i en stand, hvor det på kort sigt ikke længere er økonomisk at vedligeholde dem. Herning Byråd har derfor vedtaget, at der skal bygges en ny skole i området ved Hammerum og Gjellerup, som samler de to skoler i én. Den nye skole placeres i tilknytning til den eksisterende Hammerum Hallen og idrætsanlæg, hvilket vil give mulighed for at udnytte de eksisterende faciliteter.

HERNING

Etablering af krisecenter

Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan, som skal sikre, at der kan etableres krisecenter på Valdemarsvej 20 i Herning. Lokalplanen muliggør desuden en udvidelse af de eksisterende bebyggelser inden for området.

Lokalplanen giver mulighed for bebyggelse i op til to etager.

VILDBJERG

Opførelse af daginstitution

Forleden godkendte Herning Byråd et forslag til lokalplan for et område til skole- og institutionsformål ved Bjørnkærvej i Vildbjerg, som giver mulighed for opførelse af en daginstitution i tilknytning til Vildbjerg Skole.

Samtidig godkendte byrådet et forslag til lokalplan, som muliggør etablering af en ny daginstitution ved Kibæk Skole.

Endelig godkendte byrådet et lokalplanforslag for en daginstitution ved Brændgårdskolen i Herning. Herning Byråd har besluttet, at daginstitutionen Galaxen skal flyttes til en ny placering ved Brændgårdskolen i Herning. Galaxen er i dag placeret på fire forskellige adresser i det nordvestlige Herning. Lokalpanen giver mulighed for at sammenbygge Brændgårdskolen med den tidligere rektorbolig på Brorsonsvej 8, henover adgangsvejen fra syd. Brændgårdskolens SFO ligger i dag i de tidligere boliger på Brorsonsvej 6 og 8. Det er planen, at Brorsonsvej 6 skal rives ned for at give plads til nyt byggeri til Galaxen. Det forventes, at Brorsonsvej 8 skal renoveres og indrettes som en del af daginstitutionen Galaxen.

I budgetforliget 2016 har Herning Byråd afsat penge til tre nye daginstitutioner i henholdsvis Kibæk, Vildbjerg og Herning.

REGION NORDJYLLAND

HAVERSLEV

Opførelse af materielgård og beredskabscenter

Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild kommune har godkendt et revideret skitseprojekt for ny materielgård og beredskabscenter i Haverslev.

I forhold til det første projekt er der i det reviderede projekt blandt andet skåret ned på størrelsen af salthal, vaskehal, maskinhal og administrationsbygning og et garageanlæg er trukket ud af projektet.

Ifølge tidsplanen holdes der licitation i august, hvorefter man forventer at kunne sætte byggeriet i gang ultimo september/primo oktober. Totalrådgivers budgetoverslag er samlet på 13,3 mio. kroner.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094