23948sdkhjf

Glostrup-entreprenør slipper billigere i kartelsag

Østre Landsret har efterprøvet dom i den københavnske byggekartelsag. Resultatet er blevet en bøde på en mio. kroner til Juul & Nielsen A/S frem for en bøde på 1,5 mio. kroner, som det ellers lød i byretten
Entreprenørvirksomheden Juul & Nielsen A/S skal punge færre penge ud i bøde.

Virksomheden blev i byretten i Glostrup idømt en bøde på 1,5 mio. kroner for tre overtrædelser af konkurrenceloven i forbindelse med den verserende byggekartelsag, men har siden haft sagen indbragt for landsretten. Og her har man nu ændret byrettens dom til, at virksomheden i stedet skal betale én mio. kroner i bøde for overtrædelserne.

Desuden skal statskassen betale sagens omkostninger for landsretten.

Virksomheden gik efter frifindelse eller en meget lavere bødestraf. Og nu er det altså lykkes at skære bøden ned med en tredjedel.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har været i kontakt med virksomhedens adm. direktør, Tommy Nielsen, som ikke har ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

Hos Bagmandspolitiet er man tilfreds med dommen.

”Vi er tilfredse med landsrettens dom forstået på den måde, at vi er tilfredse med, at anklagemyndigheden har fået medhold i, at anklageskriftet er skrevet korrekt, hvilket der har været en påstand om ikke skulle være tilfældet. Vi er også meget tilfredse med, at landsretten er enig i, at der er tale om ”en alvorlig overtrædelse””, siger specialanklager Niels Kjærsgaard fra Bagmandspolitiet og henviser til, at der har været rejst påstand om, at lånepriser ikke på samme måde som de såkaldte mestergrise, hvor der aftales vederlag virksomheder imellem, bør betragtes som alvorlige lovovertrædelser.

Han fremhæver desuden, at landsrettens dom flugter godt med den anden landsretsafgørelse, som har stadfæstet, at Axel Rasmussen & Søn A/S skal betale en bøde på 400.000 kroner for at have udvekslet prisoplysninger og for at have afregnet et vederlag på 30.000 kroner til en konkurrent i forbindelse med en entreprise på Høvelte Kaserne, foruden byretsdommene og de udstedte bødeforlæg.

Ved alvorlige lovovertrædelser er der en bøderamme, som hedder 400.000 til 15 mio. kroner, fortæller han og oplyser, at Bagmandspolitiet gik efter en bøde på 1,5 mio. kroner til Juul & Nielsen, hvilket byretten var enig i, mens landsretten altså takserede overtrædelserne til en mio. kroner i bøde.

Nægtet sig skyldig

Juul & Nielsen er dømt for i tre tilfælde i 2007 og 2009 at have udlånt priser til konkurrerende virksomheder.

Der er tale om sager i størrelsesordenen 1-15 mio. kroner med Københavns Kommune som bygherre i to tilfælde og Roskilde Universitetscenter som bygherre i et enkelt

Medarbejderen, der videregav priser, er ikke længere ansat, og Juul & Nielsens direktør, Tommy Nielsen, har under hele sagen nægtet ethvert kendskab til ulovlighederne.

KARTELSAGEN:
Baggrunden for kartelsagen, skal som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, findes i kontrolundersøgelser, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog i fem virksomheder i 2010.
Sagen blev siden meldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, der i daglig tale går under navnet Bagmandspolitiet.
I alt 33 virksomheder har været sigtet i sagen - og flere har været mistænkte.

28 virksomheder har modtaget bødeforlæg. 23 virksomheder har accepteret eller er blevet idømt bøder - herunder har Hansen & Graversen Muremestre A/S anket deres bøde på 400.000 kroner til landsretten, Axel Rasmussen & Søn A/S har haft deres sag for landsretten, som stadfæstede byretsdommen på 400.000 kroner i bøde, og virksomheden har siden søgt om at få deres sag for Højesteret, foruden Juul & Nielsen A/S, der netop har fået deres bøde sat ned i landsretten.

Dertil kommer Skou Gruppen A/S og Mogens V. Zeltner A/S, der afventer at få deres sag afprøvet i byretten, og tre tilfælde, hvor ledende medarbejdere har fået bøde uden, at virksomheden har fået.
Fire virksomheder er undervejs gået konkurs, og der er dermed ikke rejst sag mod dem.
En anklage er trukket tilbage, og Julius Nielsen & Søn A/S har udsigt til tiltalefrafald grundet samarbejde med myndighederne.

Artiklen er en del af temaet Fokus på byggekartel-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111