23948sdkhjf

Storleverandører til byggeriet fusionerer

Belysningsvirksomheden Lumiere og loftsleverandøren Stretch Ceiling Denmark vil i fremtiden sammen gå under navnet Lumiere Stretch Ceiling Denmark A/S
Et samarbejde om loft og belysning i den spektakulære Bestseller-bygning på Aarhus’ havnefront er blevet startskuddet til en fusion mellem to storleverandører til byggeriet.

Det gælder belysningsvirksomheden Lumiere fra Vejle og lofts- og vægleverandøren Stretch Ceiling Denmark fra København.

”Vi arbejdede rigtig fint sammen på projektet hos Bestseller, og vores efterfølgende dialog om synergimuligheder resulterer nu i, at vi sammenlægger aktiviteterne under navnet Lumiere Stretch Ceiling Denmark A/S”, forklarer Michael Grundholm fra Lumiere, der bliver direktør i det nye selskab.

”Fusionen giver rigtig god mening, fordi begge virksomheder har store vækstplaner og målsætninger, som er så ambitiøse, at de vil kræve lang tid at føre ud i livet med organisk vækst alene. Samtidig passer vores produkter og virksomheder rigtig fint sammen”, fortsætter Michael Grundholm.

Han peger, at der er et stort yderligere potentiale for Lumieres belysningsprodukter øst for Storebælt, og at det fusionerede selskab samtidig nu kan øge det jyske salg af Barrisol-loftløsninger, som Stretch Ceiling Denmark er forhandler af i Danmark og Sverige.

Lumiere Stretch Ceiling Denmark får en landsdækkende salgsorganisation samt showrooms både øst og vest for Storebælt. Og begge produktgrupper bliver udstillet i hver landsdel.

Virksomheden forventer en stærk position på projektmarkedet, mens kunderne ofte vil opleve kortere svartider i kraft af den forstærkede organisation, lyder det. Al administration og produktion samles i Vejle, da Stretch Ceiling Denmark ellers skulle opbygge et omfattende administrativt apparat til at understøtte sin vækst.

”Vi kommer til at spare ressourcer på at samle administration og produktion, og samtidig bliver vi mindre sårbare”, forklarer Stefan Jørgensen, direktør i Stretch Ceiling Denmark.

Stefan Jørgensen får i det fusionerede selskab rollen som salgsansvarlig for loftprodukter. Henrik Grundholm bliver salgsansvarlig for belysning en gros, mens Michael Grundholm får ansvaret for projektsalg af belysning. Endelig vil Michael Fahrenholtz styre implementering af Barrisol-loftløsninger.

Virksomhederne
Lumiere A/S har været på belysningsmarkedet siden 1987 – dels som grossist til primært elinstallatører og dels på projektmarkedet via samarbejder med arkitekter og ingeniører.
Stretch Ceiling Denmark er forhandler for franske Barrisol i Danmark og Sverige. Barrisols produkt er en særlig dug af PVC og metaller, der i stigende grad bliver brugt på projektmarkedet. Her har arkitekter fået øjnene op for dugen som akustisk løsning i stedet for eksempelvis gipsplader. Produktets transparens giver også spændende arkitektoniske muligheder sammen med belysning.
Lumiere Stretch Ceiling Denmark A/S vil tilbyde belysningsprodukter samt loft- og vægløsninger til det private og det professionelle marked – dels egne produkter dels fra belgiske Delta Light, italienske Egoluce, tyske SLV og Tobias Grau samt franske Barrisol. Til kontraktmarkedet leveres løsningerne oftest i samarbejde med arkitekter, ingeniører og andre rådgivere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094