23948sdkhjf

Projektmarkedet er i fremgang

Hovedstadsområdet og boligbyggeriet trækker det professionelle byggeri op. Til gengæld er byggeriet i Midtjylland på vej mod normale tilstande efter stor fremgang
Det professionelle projektmarked kan takke den store byggeaktivitet i hovedstadsområdet og betydelige flere igangsatte boligprojekter for, at 2016 tegner til at blive et særdeles positivt år.

2016 har allerede budt på realiserede projekter for 16,4 mia. kroner, og ifølge en ny kvartalsrapport fra analysevirksomheden Byggefakta A/S bliver der igangsat professionelle bygge- og anlægsprojekter for 72,1 mia. kroner i 2016, hvilket er en fremgang på syv procent i forhold til 2015.

Den forventede fremgang i år skyldes hovedsageligt byggeaktiviteten i hovedstaden og et boligbyggeri, der buldrer derudaf.

Region Hovedstaden tegner sig for 42 procent af det samlede projektmarked herhjemme med en forventning om igangsatte projekter for 30,6 mia. kroner i år eller 23 procent mere end i 2015. Samtidig vil boligbyggeriet på landsplan stå for 35 procent af det samlede marked, hvor det for blot fem år siden havde 20 procent af markedet.

”Det ser fortsat positivt ud for byggeriet i Danmark. Både 2014 og 2015 var gode år for byggebranchen, hvor der blev igangsat væsentlig flere og større projekter i Danmark. Og nu ser det altså ud til, at niveauet også holder i 2016, hvor der særligt er fuld fart på hovedstaden, og boligbyggeriet tordner afsted”, siger adm. direktør Jens Slott Johansen fra Byggefakta A/S.

Fald i Midtjylland

Markedet i Nordjylland vil falde med 14 procent i år, mens både Region Sjælland og Region Syddanmark med vækstrater på 38 og 13 procent er med til at trække projektmarkedet op.

Til gengæld ser Region Midtjylland med en nedgang i projektmarkedet i 2016 på 19 procent ud til at blive en af de store tabere i år. Men det er snarere en tilbagevenden til mere normale tilstande, understreger Jens Slot Johansen.

For eksempelvis blev en række store hospitalsbyggerier sat i gang i 2015, og det var med til at skabe et boom i det midtjyske marked.

”Der blev igangsat ekstraordinært mange byggeprojekter i regionen. Derfor skal tilbagegangen i 2016 nærmere ses som en normalisering af byggeaktiviteten end en reel tilbagegang”, siger Jens Slott Johansen.

Nok opgaver at få

Den lokale bygge- og anlægsbranche i Region Midtjylland ser da heller ikke så pessimistisk på tingene. For bygge- og anlægsvirksomhederne har nok opgaver at regne på.

”Vi er stadig i starten af 2016, og jeg oplever, at alle virksomheder har nok at regne på. Så som jeg ser det, vil aktiviteten i Midtjylland i 2016 være i opadgående retning og måske lande på status quo med 2015. For virksomhederne har jo også opgaver nok. På de store sygehusbyggerier er det jo primært midt- og vestjyske håndværkerbiler, der kører rundt, og vi har nogle stærke produktionsvirksomheder i regionen, hvoraf flere samtidig trækker produktionen hjem fra udlandet. Og det gør jo, at de ofte også skal udbygge deres produktions- og kontorfaciliteter. Så vi forventer fremgang”, siger Niels Hansen, der er direktør for Tømrerfirmaet Niels Hansen ApS i Skive og formand for Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland.

Jens Slott Johansen mener dog ikke, det er realistisk at tro, at det midtjyske projektmarked nærmer sig 2015-niveauet. For vi skriver allerede maj måned, og inden et projekt kan gå i jorden, skal det først i udbud og entreprenører skal regne på det, og så er man et godt stykke henne i efteråret, inden entreprenørerne kan sætte gravemaskinerne i jorden.

”Så der er jo nok snarere tale om, at de projekter, virksomhederne regner på nu, er opgaver i forbindelse med de mange projekter, som blev igangsat i 2015”, påpeger Jens Slott Johansen.

Kæmpe byggeri i København

Blandt de største igangsatte projekter i årets første kvartal i Midtjylland var byggeriet af ny partikelterapi på det nye supersygehus DNU i Skejby til 280 mio. kroner og et bolig- og butiksprojekt i Aarhus til 275 mio. kroner.

Der er dog et godt stykke op til det største igangsatte byggeprojekt på landsplan. Det er byggeriet af nye statslige kontorbygninger på Kalvebod Fælles i København til en mia. kroner, der gik i gang i januar samt elektrificeringen af jernbanen mellem Esbjerg og Lunderskov. Den beløber sig til 900 mio. kroner.

Kvartalsrapport
Den nye rapport over 1. kvartal fra Byggefakta A/S er baseret på mere end 100.000 dataindsamlinger fra mere end 13.000 byggeprojekter.
Rapporten dækker udelukkende det professionelle marked for byggeri i Danmark og omfatter data fra både offentlige og professionelle private bygge- og anlægsprojekter. Derimod omfatter tallene ikke de private bygge- og renoveringsprojekter ude på villavejene hos hr. og fru Jensen.
Totalsummen for et byggeprojekt bliver først registreret i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes, i modsætning til eksempelvis Dansk Byggeris analyser, der opgør produktionsværdien i en periodisering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299