23948sdkhjf

Vinduesfabrik slår sin egen rekord og udvider

500 ekstra kvadratmeter til produktion og lager skal geare Ventisol til at imødekomme stigende efterspørgsel på plastvinduer
Det går godt på vinduesfabrikken Ventisol i Nordjylland. Så godt at det seneste regnskabsår blev det hidtil bedste målt på både omsætning og indtjening.

Baggrunden er et flerårigt optimeringsprojekt, som har øget den gennemsnitlige omsætning for hver af de 17 medarbejdere markant.

”Vi har gennemgået alle indkøbs- og produktionsprocesser, og det slog virkelig igennem sidste år. Det er vores hidtil bedste regnskabsår på alle niveauer, siger direktør Leo Brander til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Fuld valuta af investering

Fremgangen skal ses i lyset af, at omsætningen stort set ikke har rykket sig de senere år, hvor alt har drejet sig om effektivitet og bundlinje. Først i 2015 er det lykkedes at løfte toplinjen, og det fik omgående effekt på indtjeningen.

”Selv om krisen rasede, valgte vi at fortsætte investeringerne i nye maskiner og mere automatisering. Timingen viste sig at være helt rigtig, og det har givet fuld valuta,” siger Leo Brander.

Fabrikken i Vrå mellem Hjørring og Brønderslev leverer plastvinduer, fortrinsvis til boliger, landbruget og industrien. Den er netop blevet udvidet med en tilbygning på 500 kvm. Det skal være med til at sikre et bedre flow i produktionen.

”Jeg er meget inspireret af lean, og pladsmangel gjorde, at vi flyttede for meget rundt. Det er altafgørende at have de rigtige ting inden for rækkevidde på det rigtige tidspunkt. Planlægning og logistik er nærmest halvdelen af en succesfuld produktion,” siger Leo Brander.

Utrolige medarbejdere

Han kom til Ventisol som direktør og medejer i 2011 for at løfte en virksomhed, som var gået lidt i stå efter en fusion to år tidligere. Direktøren ønsker dog på ingen måde at tage æren for den udvikling, som foreløbig er kulmineret med 2015-regnskabet.

”Det er helt utroligt, hvad medarbejderne har udrettet, og vi kan drive det til meget mere, hvis tingene går den rigtige vej. Men vi bliver aldrig en meget stor virksomhed. Det er ikke omsætning, vi skal jagte, det er bundtallet, og her kan vil blive endnu bedre,” siger Leo Brander, som i 2016 forventer en indtjening på niveau med 2015.

Ventisol A/S
Mio. kroner
2014 2015
Bruttofortjeneste 8,2 10,7
Driftsresultat 2,9 3,8
Resultat før skat 2,1 3,7
Årets resultat 1,6 2,8
Balance 11,1 10,9
Egenkapital 3,1 4,5
Afkastgrad (pct.) 20,7 34,6

Regnskabet er afsluttet 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143