23948sdkhjf

”Et kvantespring for os og for bygherren”

MT Højgaard investerer et trecifret millionbeløb i 3D-teknologi. Det er en gevinst på mange fronter, mener afdelingschef.
Pionerer i byggebranchen har tegnet i 3D siden 1980’erne, men det er først i de senere år, at begreber som BIM og VDC for alvor er begyndt at vinde indpas herhjemme.

- Vi har nok været lidt sene til i byggebranchen at kigge teknologiens vej. Det tager vi gerne til os. Men med til forklaringen hører også, at softwaren først i de senere år har nået et niveau, hvor det for alvor giver mening for os, siger afdelingschef Carsten Nielsen fra MT Højgaard i Aalborg, der indviede egne VDC-faciliteter i begyndelsen af marts måned i år.

Hvad er VDC?

Virtual Design and Construction, eller VDC, og adskiller sig fra traditionel planlægning og projektering ved at integrere økonomi, tid og drift i simuleringen. Det betyder, at man, ved selv den mindste ændring i projekteringsfasen, får et klart billede af totaløkonomien inden byggestart. Modellen kan dermed erstatte den projektdokumentation, som traditionelt afleveres i ringbind.

Populært sagt er VDC entreprenørens navn for BIM og handler om at koble BIM til entreprenørens processer.

- Indtil for nylig har rådgiverne nærmest haft patent på BIM, og nu kommer entreprenøren på banen. Det er interessant, da entreprenørens gevinst ved BIM formentlig er 5-10 gange større end rådgivernes tilsammen, når man kigger på bygningens totaløkonomi, siger Thomas Graabæk, partner i BIM Equity A/S.

VDC-projektleder Rolf Büchmann-Slorup fra MT Højgaard forklarede sidste år i et interview med britiske BIM+, at den vigtigste forskel er, at BIM er et værktøj til at designe en bygning, mens VDC snarere handler om at redesigne det firma, der bygger den.
Hos MT Højgaard var det med Torben Biilmanns tiltræden som administrerende direktør i 2012, at den digitale satsning for alvor tog fart. I dag har virksomheden VDC-laboratorier i København, Aarhus, Odense og Aalborg samt flere steder i udlandet og er så småt i gang med at gå fra 5D til 6D, hvor driftsfasen implementeres i den digitale model.

- Vi har investeret investeret et anseeligt millionbeløb, og det stopper nok ikke hér. VDC er et kvantespring for os og for bygherren. Vi kan simulere komplekse konstruktioner, uden at det koster noget, og vi kan på den baggrund give bygherren et nøjagtigt billede af, hvordan det færdige byggeri kommer til at se ud. Han kan dermed træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag, og det vil formentlig flytte lidt af fokus væk fra økonomien i projekterne, forklarer Carsten Nielsen.

Minimerer risici
Med en digital model i seks dimensioner kan MT Højgaard eksempelvis give bygherren et nøjagtigt svar på, hvad det vil få af betydning, hvis han skifter betonelementerne ud med en stålkonstruktion. Ikke bare i selve byggefasen, men også når bygningen har været i drift i 30 år.

Ifølge Carsten Nielsen gør den nye teknologi entreprenøren i stand til at forudsige byggeprocessen ned til mindste detalje. I udlandet har modellen vist sig så driftssikker, at forsikringsselskaber nu gerne vil forsikre mod budgetoverskridelser. Det gælder eksempelvis Munich Re i Tyskland, der tilbyder PCI-forsikring ved brug af VDC

- Vi kan give et klart billede af, hvad et byggeri koster, og hvor lang tid det tager. Det er stort set risikofrit for bygherren, siger han til Building Supply.

Tidligere ind i processen
En konsekvens af VDC er også, at entreprenøren inddrages tidligere i processen:

- Vi bliver en bedre sparringspartner i projekteringsfasen, end vi traditionelt har været vant til. Vi bruger også flere penge i de tidlige stadier, men når byggeriet står færdigt, har både vi og bygherren fået noget ud af det, forklarer regionsdirektøren, hvis medarbejdere blandt andet arbejder med VDC-software på det nye nordjyske universitetssygehus.

Et nyt boligbyggeri, som snart opføres ved siden af MT Højgaards Aalborg-kontor, projekteres også i VDC.

- Vi kommer ikke til at få alle kunder til at investere i det her, men vi kommer til at demonstrere teknologien for mange, og det vil helt sikkert komme til at give noget omsætning, siger Carsten Nielsen og afviser, at entreprenøren dermed kommer til at tage arbejde fra rådgiverne:

- Der bliver ikke mindre at lave for arkitekten. Men hvis vi lykkes med det her, kommer han nok i højere grad til at arbejde for os end for bygherren, forudsiger afdelingschefen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126