23948sdkhjf

Jönsson Entreprise øger fokus på rådgivning

Tidligere tilbudsdirektør i MT Højgaard Johnni Nielsen skal styrke den nordsjællandske entreprenørvirksomheds position som rådgiver inden for projektudvikling
Flere opgaver som sparringspartner og rådgiver i forbindelse med projektering af udviklingsprojekter får nu Jönsson Entreprise A/S til at opruste på rådgivningssiden.

Entreprenørvirksomheden med hovedsæde i Nærum nord for København har ansat tidligere tilbudsdirektør i MT Højgaard Johnni Nielsen som ny tilbudschef og partner i virksomheden.

”Der er ikke tvivl om, at entreprenørernes viden om byggeprocesser og bygbarhed udgør en krumtap i udviklingen af nye byggeprojekter, og vi får stadig flere henvendelser fra bygherrer og samarbejdspartnere, der allerede som led i udvikling og projektering af nye projekter ønsker at gøre brug af vores kompetencer”, siger Jönsson Entreprises adm. direktør og medejer Thomas Normann.

Johnni Nielsen er uddannet civilingeniør og har hos MT Højgaard været en del af teamet bag byggerier af hovedsæder til medicinalvirksomheden Novo Nordisk og Nordea. Han skal i sin nye rolle styrke Jönsson Entreprises position som samarbejdspartner og rådgiver om bygbar projektudvikling.

Han skal desuden være bygherrernes sparringspartner og rådgiver undervejs i de forskellige faser af et byggeri. Og her drejer det sig ikke mindst om, at entreprenørvirksomheden sidder med ved bordet for at byde ind med viden allerede i de indledende faser.

Samarbejde er nøgleordet

For Johnni Nielsen er nøgleordet samarbejde.

”Jo tidligere og stærkere alle byggeriets aktører sammen med bygherren sætter sig om samme bord for sammen at udnytte de forskellige kompetencer i udviklingen af et fælles byggeri, desto større sikkerhed får bygherren for, at projektet både i relation til økonomi, tid, kvalitet og funktion lever op til krav og forventninger”, siger Johnni Nielsen,

Han forudser desuden et paradigmeskift med samarbejde og videndeling i fokus, hvor øget kompleksitet, stramme tidsplaner og skarpere økonomiske rammer stiller krav om implementering af nye samarbejdsformer.

”Kravet er, at vi med afsæt i et fælles mål om at skabe de bedst mulige byggerier bliver bedre til i åbne samarbejder at videreformidle, kombinere og udnytte vores viden på tværs af fag og kompetencer”, siger Johnni Nielsen.

Opstået efter konkurs

Jönsson Entreprise A/S er dannet efter entreprenørkoncernen Engsø Gruppens konkurs i efteråret 2013. Engsø Gruppen ejede det daværende Jönsson A/S, som trods forsøg på frasalg ikke kunne sælges og efterfølgende gik konkurs i november 2013.

Men i januar 2014 lykkedes det en investorgruppe med byggefirmaet J. Jensen A/S som hovedaktionær at genrejse Jönsson under navnet Jönsson Entreprise A/S med daværende adm. direktør Robert Mayer og projektchef Thomas Normann i spidsen.

I september samme år fratrådte Robert Mayer dog sin stilling efter uenighed om strategien, og Thomas Normann blev ny adm. direktør.

Jönsson Entreprise nåede efterfølgende i sit første regnskabsår i 2014 en bruttofortjeneste på 10,5 mio. kroner og landede et overskud på 1,52 mio. kroner før skat.

Jönsson Entreprise udvikler i øjeblikket boligprojekter og dagligvarebutikker i hovedstadsområdet og er sammen med Cobe Architects og den rådgivende ingeniørvirksomhed Dines Jørgensen & Co. A/S med i udviklingsteamet på renoveringen af et stort boligområde i Hillerød for ejendomsselskabet AKF.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125