23948sdkhjf

Japansk stjernearkitekt skal tegne nyt eventyrhus i Odense

Kengo Kuma vinder projektkonkurrencen om et nyt museum for H.C. Andersen og digterens eventyr i Odense. Den japanske arkitekt vinder opgaven foran blandt andre danske Bjarne Ingels Group, og nu skal finansieringen på plads
På H.C. Andersens 211 års fødselsdag løftede Odense Kommune sløret for, hvem der skal tegne et nyt H.C. Andersens Hus, som skal sætte eventyrene i centrum for museumsoplevelsen.

I samarbejde med det danske arkitektfirma Cornelius + Vöge og det danske landskabsarkitektfirma Masu Planning har Kengo Kuma and Associates vundet projektkonkurrencen foran navne som Barozzi Veiga, Snøhetta og ikke mindst danske Bjarke Ingels Group.

Forslaget af Kengo Kuma og de danske partnere vækker begejstring hos Odense Kommunes borgmester og juryformand i konkurrencen, Anker Boye (S).

”Det er et helt særligt vinderprojekt, vi har fundet. At Kengo Kuma er fra Japan viser blot, at nogle gange må man rejse ud for at finde hjem. Forslaget har en særlighed som er både andersensk og odenseansk, voldsomt international og på samme tid stærkt lokalforankret. Det er et projekt, som jeg kun kan forestille mig her i Odense. Men samtidig peger det langt ud over både det lokale eller nationale. Det er internationalt odenseansk”, siger Anker Boye i en pressemeddelelse.

Del af et større hele

Projektet indgår som en væsentlig del af forandringen af Odense bymidte, der foregår i disse år med udgangspunkt i lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Gaden, der tidligere har gennemskåret byen, udgør en del af projektområdets 9.000 kvm, som derudover tæller området omkring det nuværende H.C. Andersens Hus, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Lotzes Have.

Med udgangspunkt i forfatterens eventyrunivers og en tilhørende have samler projektet H.C. Andersens Hus og Børnekulturhuset Fyrtøjet i én samlet og udvidet attraktion. Selve bygningen får et areal på 5.600 kvm, hvoraf to tredjedele etableres under jorden for at skabe så stort et haverum som muligt.

Sammenhæng i fokus

Forud for den afsluttende projektkonkurrence har der været afholdt en konkurrence om et samlet formidlingskoncept med udgangspunkt i H.C. Andersens univers. Denne konkurrence vandt engelske Event Communications, og deres formidlingskoncept har været en del af grundlaget for Kengo Kumas arbejde.

At udviklingen af bygningen hviler på et formidlingsfundament udgør en af styrkerne ved projektet, mener By- og kulturrådmand i Odense, Jane Jegind, der både som jurymedlem i den netop afsluttede konkurrence og i kraft af sin post som bestyrelsesformand for Odense Bys Museer har været dybt involveret i projektet.

”Det har været vigtigt for os i tilrettelæggelsen af projektet at have, bygning og indhold blev en sammenhængende helhed, der tydeligt er andersensk, og hvor Odenses sjæl træder frem. Derfor er det også fantastisk at stå med et så sammenhængende og veludført projekt, der er både finurligt og magisk. Kengo Kuma og de danske partnere Cornelius+Vöge og Masu har lavet den perfekte ramme for fremtidens H.C. Andersen formidling, hvor vi skal have meget mere fokus på hans eventyrlige univers frem for på hans person”, siger hun.

Finansiering skal på plads

Med afsløringen af vinderprojektet afsluttes også det samlede konkurrenceforløb. Derved kan arbejdet med at tilvejebringe finansiering nu gå ind i sin sidste fase. Finansieringen forventes på plads i løbet af 2016.

Går alt efter planen, åbner Kengo Kuma H.C. Andersens Hus i Odense i 2020.

De prækvalificerede
BIG Arkitekter med Moe Ingeniører og SLA Landskab
Kengo Kuma Architects med Cornelius+Vöge Arkitekter, Eduard Troelsgård Ingeniører og Masu Landskab
Entasis Arkitekter med Charlotte Skibsted landskab, Henrik Larsen Ingeniører og Anders Christensen Ingeniører
Barozzi Veiga Architects sammen med Gwitt Arkitekt og Rambøll Ingeniører
Snøhetta Arkitekter med Holscher Norberg Arkitekter og Cowi Ingeniører
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.312