23948sdkhjf

Alectia fortsætter i vækstsporet

Turnaround-proces kører som forventet, men indtjeningen går minimalt tilbage
Landets femtestørste rådgivningsvirksomhed, Alectia, leverede fine resultater på både top- og bundlinje i 2015.

Rådgiveren søsatte i 2013 en omfattende turnaround-proces, som skulle vende udviklingen i den 104 år gamle virksomhed efter en række år med store røde tal på bundlinjen og manglende indtjening.

I spidsen for turnaround-processen blev den nye adm. direktør Jesper Mailind indsat, og han glæder sig over, at 2015 viser solide resultater.

Omsætningen er steget med otte procent til 673,1 mio. kroner, og resultatet før skat er røget kraftigt i vejret og stiger fra 6,2 mio. kroner til 27,6 mio. kroner. Dermed følger Alectia igen godt med sine konkurrenter blandt de rådgivende virksomheder. Moe A/S fremlagde således i fredags et regnskab, hvor overskuddet før skat landede på 24,2 mio. kroner.

”Resultatet understreger, at den transformation, som vi gik i gang med for tre år siden, bærer frugt. Forretningen vokser, og vi har fået godt styr på vores indtjening. Det er vi selvfølgelig tilfredse med”, siger Jesper Mailind i en pressemeddelelse.

Alectia oplevede generelt et højt aktivitetsniveau i 2015, hvor især byggeriet har været drivende for væksten.

Byggeridivisionen er Alectias klart største forretningsområde og står for halvdelen af omsætningen.

”Vi har fordel af vores kompetencer og store erfaring inden for blandt andet projektering af komplekse byggerier i ind- og udland, ligesom vores rådgivningsforretning er i fremgang”, begrunder Jesper Mailind væksten på byggeriområdet.

Indtjening går tilbage

Til gengæld må Alectia konstatere en minimal tilbagegang i indtjeningen. Driftsresultatet falder med beskedne 200.000 kroner til 27,2 mio. kroner, mens overskudsgraden falder fra 4,4 til 4,0 procent.

Tilbagegangen i overskudsgraden skyldes ifølge Alectia, at egenproduktionsandelen af omsætningen var fem procentpoint lavere i 2015 end i 2014. Egenproduktionen er omsætningen fratrukket sagsomkostninger.

Ser lyst på 2016

Overordnet har Alectia positive forventninger til 2016, hvor ordrebogen ser positiv ud.

”Vi mærker tydeligt, at travlheden fra 2015 fortsætter, og forventer vækst i de kommende år, både i og uden for Danmark. Det afspejler sig blandt andet i, at vi netop nu står foran at skulle rekruttere 50 nye medarbejdere”, siger Jesper Mailind.

Alectia har 675 ansatte fordelt på hovedsædet i Virum nord for København og på kontorer i Aarhus, Odense, Kolding, London og Melbourne i Australien.

Ud over byggeri udfører Alectia miljø- og energirådgivning, procesrådgivning til fødevarebranchen, ligesom virksomheden er Danmarks største arbejdsmiljørådgiver.

Alectia A/S
Mio. kroner
2014 2015
Omsætning 623,0 673,1
Driftsresultat (Ebit) 27,4 27,2
Resultat før skat 6,2 27,6
Årets resultat 5,5 22,7
Egenkapital 109,1 131,8

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125