23948sdkhjf

Byggehovedsponsor inviterede håndværkere til håndboldlandskamp

Lørdag blev en del af tribunerne i Næstved Arena fyldt med håndværkere og familier, da det danske kvindelandshold mødte Rusland i EM-kvalifikationen
Mors-virksomheden KPK Døre & Vinduer A/S var i weekenden med til at opdanne et af VIP-lokalerne i den relativt nyopførte Arena Næstved til et omklædningsrum.

Virksomheden, som er hovedsponsor for kvindelandsholdet i håndbold, havde inviteret en række håndværkere og slutbrugere med til den anden EM-kvalifikationskamp mod Rusland, og inden kampen fik de blandt andet udleveret et eksemplar af den rød-hvide landsholdstrøje, som straks blev påført.

De godt 120 inviterede havde deltaget i konkurrencer på virksomhedens hjemmeside eller Facebook-side, hvor de var heldige at løbe af sted med to eftertragtede billetter til den udsolgte hal med plads til cirka 4.500 stående og siddende tilskuere.

Formålet med arrangementet, som blandt andet bød på oplæg og pep-talk fra landsholdets assistenttræner, Søren Herskind, var at skabe et tættere samarbejde og bedre relation til kunder og potentielle kunder foruden at skabe større kendskab og genkendelighed blandt slutbrugerne, fortæller Piet Hyldahl, salgs- og marketingchef hos KPK Vinduer & Døre, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han oplyser, at virksomheden tidligere har kørt lignende konkurrencer - blandt andet under VM i Herning i december, hvor de danske kvinder endte med en sjetteplads, og at der har været en ”overvældende interesse” for at være med.

Virksomheden har endnu ikke har lavet en kendskabsgradsmåling efter sponsoratet kom i hus tilbage i juni 2015, men der er høje forventninger til den næste, der bliver lavet.

”Her forventer vi, at vi vil ligge markant bedre”, siger Piet Hyldahl og henviser til, at håndbolden giver en ”vild eksponering”.

Tror på EM og OL

Under velkomstoplægget på kampdagen fortalte han de fremmødte, at virksomheden endnu ikke kan mærke det store i ordrebogen, men at de til gengæld kan mærke eksponeringen på kontakten til virksomheden.

”Der bliver ringet meget mere ind fra slutbrugerne, end vi har prøvet før”, sagde han blandt andet og opfordrede de inviterede til at give den gas på tribunen.

En opfordring, som der blev fulgt op på.

Der blev både startet bølger i hallen, og der blev ikke holdt tilbage med klapsalver og buh-råb undervejs i kampen.

En kamp, der i første halvleg bød på svigtende dansk spil, som dog blev samlet op i anden halvleg. Alligevel endte det med endnu en russisk sejr - denne gang med cifrene 22-24.

Trods nederlaget var byggehovedsponsoren tilfreds med dagen.

”Jeg synes, arrangementet var rigtig godt. Den positionering, vi får, er der under alle omstændigheder, men det er selvfølgelig altid sjovere, når vi vinder. Det giver mere hype”, fortæller Piet Hyldahl og understreger, at holdet fortsat har gode muligheder for at kvalificere sig til EM foruden OL, hvor der også venter kvalifikationskampe i denne uge.

”Der skulle vi meget gerne ende med at komme med”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125