23948sdkhjf

Mange konkurser i byggeriet

Aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen er ujævnt fordelt inden for de forskellige segmenter og også geografisk
Trods optimisme i byggeriet og generelt positive økonomiske udsigter, er der mange virksomheder i byggeriet, der ikke klarer skærene.

Ifølge Danmarks Statistik blev 82 virksomheden for bygge- og anlægsbranchen erklæret konkurs i februar. Dermed fortsætter de seneste måneders tendens til mange konkurser i byggeriet.

Således er der i den seneste tre måneders periode samlet 256 byggekonkurser. Det er det højeste antal i en tre måneders periode siden 2010, hvor antallet af byggekonkurser satte en kedelig rekord.

Det seneste halve år er antallet af konkurser i byggeriet 412. Det er cirka 44 procent flere end den tilsvarende periode for et år siden.

En trist udvikling

”Vi ved, at der har været nogle forsinkelser hos Erhvervsstyrelsen, og nogle konkurser derfor er blevet registreret for sent, men det ændrer altså ikke ved, at vi gennem den seneste periode har set en markant stigning i antallet af konkurser i branchen”, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri.

”Det kan synes svært at forklare de mange konkurser, når man sidder i den store by og kigger ud på en masse kraner. Der er gang i byggeaktiviteten, og der er stigende boligpriser i de store byer, men der er andre områder i landet, hvor virksomhederne i højere grad kæmper om opgaverne hus for hus, og her er der altså mange, som må lade livet. Generelt peger pilen den forkerte retning. Det er en trist udvikling, og der er forskellige segmenter og dele af landet, som ikke mærker noget økonomisk opsving”, siger Andreas Fernstrøm.

Mange uden ansatte

En del af de konkursramte virksomheder er virksomheder uden ansatte, de såkaldte nulvirksomheder.

Af alle virksomhedskonkurser i erhvervslivet i februar ramte 68 procent virksomheder uden ansatte og med en omsætning på under en mio. kroner. Hvor stor andelen er inden for byggeriet, fremgår ikke af statistikmaterialet.

”Der vil uden tvivl også være en del byggevirksomheder blandt nulvirksomhederne, ikke mindst fordi der er mange enkeltmandsvirksomheder i byggeriet, men det er jo ikke noget nyt fænomen. Der har altid været enkeltmandsvirksomheder eller nulvirksomheder blandt de konkursramte byggevirksomheder”, siger Andreas Fernstrøm.

Danmarks Statistik oplyser, at antallet af konkurser i nulvirksomheder erfaringsmæssigt varierer væsentligt mere end konkurserne i aktive virksomheder og at der i øvrigt heller ikke er noget klart sæsonmønster. En del af variationen kan tilskrives udsving i antallet af virksomheder, der erklæres konkurs efter et tvangsopløsningsforløb.

Siden 2009 har godt halvdelen af alle konkurser ramt nulvirksomheder. Derfor skal anvendelsen af det totale antal konkurser som indikator foretages med forsigtighed, siger Danmarks Statistik.

Det største antal konkursramte virksomheder var beliggende i hovedstadsområdet, mens de fleste arbejdspladser, i alt 384, er gået tabt i Region Syddanmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125