23948sdkhjf

Byggevirksomheder hugger medarbejdere fra hinanden

Hver fjerde medarbejder i bygge- og anlægsbranchen blev sidste år kontakt af et andet firma med henblik på et job
Godt hver fjerde medarbejder i bygge- og anlægsbranchen er inden for det seneste år blevet kontaktet af en virksomhed med tilbud om nyt job eller mulighed for at deltage i en jobsamtale. Derudover er hver ottende kontaktet af en headhunter.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for konsulentvirksomheden Deloitte.

Tallene vidner om begyndende flaskehalse inden for visse dele af bygge og anlæg, og at der er hård kamp om de dygtigste medarbejdere, vurderer Thomas Frommelt, partner i Deloitte.

Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvilke fag og typer af medarbejdere, der især bliver kontaktet af andre virksomheder, men det formodes inden for byggeriet især at være til nøglestillinger som eksempelvis projektleder eller byggeleder.

”Er der først alvorlig mangel på medarbejdere, bliver virksomhederne desperate, og så gælder alle kneb. Byggeriet er generelt gennem krisen, og der er en tro på en længerevarende god periode hos mange virksomheder og brug for flere dygtige medarbejdere. Samtidig er der sikkert mange, der holdt fast i jobbet under krisen, der har opsparet en lyst til at prøve noget nyt. Inden for visse fag er udenlandsk arbejdskraft en mulighed for at få de nødvendige kompetencer og hænder, men det er lettere at hugge konkurrentens medarbejdere end at uddanne nok så kloge hoveder fra udlandet. Det gælder sikkert uden tvivl for projektledere og ingeniører”, siger Thomas Frommelt.

Linkedin gør det lettere

Han understreger, at det med sociale netværk som ikke mindst Linkedin er blevet lettere for virksomhederne at finde folk med de rette kvalifikationer.

”Det er en gave til virksomhederne, at mere end halvanden mio. danskere har en profil på Linkedin, hvor de beskriver deres faglige kvalifikationer og erhvervserfaring”, siger han.

Hos Ingeniørforeningen IDA er man ikke overrasket over, at virksomhederne prøver at stjæle medarbejdere fra hinanden.

”Af den seneste rekrutteringsanalyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fremgår, at der mangler bygningsingeniører i syv af otte regioner, så der er efterspørgsel efter dygtige ingeniører også i byggeriet. Det kan vi tydeligt mærke”, siger Morten Thiessen, formand for Privatansattes Råd i IDA.

”Det er ikke usædvanligt, at medlemmer har en aktiv jobagent. Samtidig kender man hinanden inden for de enkelte brancher og mødes på både professionelle og sociale netværk. Det er let at komme i kontakt med hinanden”, siger han.

Ledigheden blandt ingeniører er netop nu nede på to procent.

”Selv om ledigheden er meget lav, så er der faktisk 7-800 kvalificerede ledige ingeniører, som med måske en smule oplæring vil være i stand til at gå ind i mange af de job, hvor virksomhederne er i hård konkurrence, men det er desværre nok bare sådan, at man gerne vil have en medarbejder, der kan udfylde jobbet fra første dag”, siger Morten Thiessen.

Særlig sign-on fee

IDA har eksempler på medlemmer, der tilbydes eksempelvis en eller to måneders ekstra løn som særlig sign-on fee i forbindelse med et jobskifte.

Det er dog en løsning, som Thomas Frommelt vil advare virksomheder mod at benytte.

”Hvis det bliver fremherskende, er det selve jobskiftet, der bliver interessant for den enkelte, og dermed kan det blive økonomisk attraktivt at skifte hyppigt. Det vil ikke være en god ide for virksomhederne at slå ind på den vej”, siger han.

Ifølge Epinions undersøgelse er det kun inden for medier og kommunikation, hvor flere medarbejdere er blevet kontaktet af en virksomhed eller headhunter end i bygge og anlæg.

Fakta
39 procent af de ansatte i bygge-, anlægs- og håndværksvirksomheder er det seneste år blevet tilbudt nyt job eller en jobsamtale - enten direkte eller via headhunter.
På arbejdsmarkedet som helhed er det tilsvarende tal 27 procent.
I byggeriet har 18 procent søgt en opslået stilling. Syv procent har søgt en stilling uopfordret.
Kilde: Epinion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125