23948sdkhjf

Bygherre må ændre på tegninger af nyt højhus i Hillerød

M. Goldschmidt Holding skal tilbage til tegnebrættet, efter at Hillerød Kommune og lokal arkitekt har opdaget fejl i høringsillustrationer
Højhusbyggerier får ofte sindene i kog og borgerne på barrikaderne.

Det er også sket i Hillerød, hvor de kommende høje huse på Frederiksbro – med M. Goldschmidt Holding som bygherre – står midt i en heftig debat.

Hillerød Kommune har nemlig konkluderet, at de visualiseringer, der er blevet brugt i præsentationsmaterialer og sendt i høring, skal tegnes om.

Det var blandt andre den lokale arkitekt Karsten Olesen, der opdagede, at bygningerne risikerer at rage højere op end vist på billederne.

”Det drejer sig om i alt fem visualiseringer, hvor man om dem alle kan anfægte det, man ser – og om det afspejler det kommende byggeri. Jeg har nu været til to møder hos bygherre, og det viser sig, at sandheden ligger et sted midt imellem i forhold til bygherrens oprindelige tegninger og de beregninger, jeg har lavet. Men om dem alle fem er der tale om, at bygherre har valgt nogle vinkler på det kommende byggeri, der ikke er hensigtsmæssige. Derfor har jeg også sagt, at jeg – som privat borger – har opponeret mod det, kommunen har præsenteret. Hvis det var sket i Folketinget, var ministeren blevet kaldt i samråd”, siger Karsten Olesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Forleden konkluderede Hillerød Kommune ovenpå en efterprøvning og kvalitetssikring, at tegningerne ikke var i orden.

Derfor skal den offentlige høring gå om.

”Det er simpelt hen for dårligt. Vi står og viser det frem for borgerne, det kan ikke være rigtigt, at materialet ikke er rigtigt”, sagde formanden for Miljø- og teknikudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten), til Frederiksborg Amts Avis.

Han siger til avisen, at Goldschmidt Holding bærer ansvaret, hvilket bygherren ikke er enig i.

”De visualiseringer, vi har afleveret, er afleveret efter instruks fra forvaltningen og godkendt af forvaltningen”, siger projektchef i M. Goldschmidt Holding Ulrik Bebe til Amtsavisen.

Uenighed om materiale

For at overholde alle regler anbefaler kommunen nu en ny høringsrunde på mindst 14 dage.

”Og det manglede bare”, siger Karsten Olesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

”Vi har som borgere svaret på og været uenige i kommunens materiale. Og Goldschmidt har indrømmet, at blandt andet et billede med udsigt fra en bakke er tegnet, så højden ikke virker så voldsom. Men man kan måske godt få det samlede indtryk, at illustrationsmaterialet er resultat af et ”går den, så går den”-princip”, siger Karsten Olesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.004