23948sdkhjf

Teknikentreprenør vinder kontrakt til over en halv milliard kroner

Caverion skal stå for alle tekniske installationer på stort OPP-projekt i København
Når byggeriet af et 40.000 kvm stort kontorhus på Kalvebod Brygge i København går i gang, bliver det med teknikentreprenøren Caverion som ansvarlig for alle tekniske installationer på en 20-årig driftsaftale.

Caverion har netop underskrevet kontrakten til 600 mio. kroner med Nordea Pension og entreprenørfirmaet A. Enggaard, der står for byggeriet.

Bygningsstyrelsen opfører det store kontorhus, der bliver et af de største projekter hidtil herhjemme, der opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP).

Kontorbygningen, der ventes at stå klar i 2018, bliver domicil for Energistyrelsen, Banedanmark, Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet. Med opgaven tager Caverion såkaldt livscyklus ansvar og sikrer bygningens stand i aftaleperioden.

”Det er et spændende projekt, fordi vi kan bruge alle vores kompetencer på en gang. Projektet lever op til vores strategi, hvor vi i højere grad vil arbejde med livscyklus løsninger til byggerier. At projektet på Kalvebod Brygge bliver udbudt til OPP er en blåstempling af metoden, og den er et nødvendigt skridt for teknik- og vedligeholdelsesbranchen”, siger Michael Kirkegaard, der er direktør for Managed Services i Caverion, i en pressemeddelelse.

Caverion har medvirket i flere OPP-byggerier; blandt andet fire byretter, Landsretten i Viborg, og er i gang med opførelsen af Holstebro Politistation.

Det er et konsortium bestående af entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S, Nordea Pension Danmark, arkitektfirmaet Arkitema Architects K/S og rådgivervirksomheden MOE A/S, der har vundet den 20-årige OPP-kontrakt på byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125