23948sdkhjf

Casa-ejer starter nyt typehusfirma

Ambitionen er at bygge 200 huse om året med udgangspunkt i det østjyske område
Konkurrencen skærpes blandt landets typehusproducenter, når et nyt selskab i april ser dagens lys.

Bag det endnu unavngivne firma står Michael Mortensen, der blandt andet er kendt som grundlægger, bestyrelsesformand og hovedaktionær i entreprenør- og ejendomsudviklingskoncernen Casa A/S.

”Vi har allerede solgt 10 huse uden at have hverken navn eller andet på plads. Det har ikke været vores målsætning, men det er da kun positivt,” siger Michael Mortensen om projektet, som lige nu beskæftiger to mand, der sidder og tegner på forskellige huse.

Inden august er antallet af ansatte øget til 10 personer, idet Michael Mortensen allerede har indgået aftaler med en række af tidligere medarbejdere. Flere af disse opnår medejerskab i den nye virksomhed.

De ansatte kommer primært fra Huscompagniet, som Michael Mortensen selv var hovedaktionær og direktør i fra 1995 til 2006. Dengang hed firmaet FM Søkjær A/S, og i 2006 solgte Michael Mortensen så 75 procent af sine aktier til kapitalfonden Axcel, før han blev købt helt ud af firmaet i 2011 med salget til norske FSN Capital.

Ikke nogen krigserklæring

Og selv om Michael Mortensen altså nu grundlægger en typehusvirksomhed i Huscompagniets egen hjemby, Horsens, med flere tidligere ansatte fra samme virksomhed, så afviser han, at der skulle være tale om en krigserklæring mod Huscompagniet, der siden 2008 har haft Steffen Baungaard som direktør.

”Både Steffen og Huscompagniet har gjort det helt fantastisk, og jeg er ikke ude på at udfordre dem. Vores ambition er at bygge et par hundrede huse, og hvis ikke vi gør det, vil andre bare gøre det. Vi er slet ikke i nærheden af at true Huscompagniet”, siger Michael Mortensen, som har barslet med planerne om at vende tilbage til typehusbranchen i flere år.

Hans konkurrenceklausul udløb i maj 2013, men først da FSN Capital sidste år solgte Huscompagniet til kapitalfonden EQT, ønskede Michael Mortensen at etablere sit eget selskab. Årsagen var, at han ikke havde lyst til at konkurrere med de mennesker, han selv havde været med til at sælge Huscompagniet til.

Tryghed er i fokus

Nu er Michael Mortensen endelig klar til kamp, og slaget skal i første omgang slås i det lokale med Aarhus og Horsens som to af de byer, det nye typehusfirma ønsker at bygge i.

De trygge rammer er også en del af strategien i forhold til kunderne, siger Michael Mortensen, som ikke har planer om at revolutionere måden at tænke eller bygge huse på.

”Men vi vil gerne levere en tryg totalløsning, så kunden kan købe hele pakken hos os. Det skal selvfølgelig være muligt at gå helt i dybden med de enkelte elementer, hvis man er interesseret i det. Men det skal også være en mulighed at komme ud til os og holde et møde, hvorefter vi tager os af resten: fra finansiering af byggeriet undervejs til det færdigbyggede hus”, siger Michael Mortensen.

Ambitionen er at bygge et par hundrede huse om året, som vil gøre det nye typehusfirma til et af landets fem-seks største. For Michael Mortensen er processen dog en lige så motiverende faktor som selve målet.

”Det tiltaler mig at opbygge et koncept, tiltrække medarbejdere, skabe et team og se det hele vokse. Men min uddannelsesbaggrund ville jeg aldrig selv blive ansat i min egen virksomhed. Så min eneste chance for at være med, er ved selv at bygge det op,” siger han med et grin.

Læs også: " Huscompagniet byder ny konkurrent velkommen ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125