23948sdkhjf

Overblik: Se de 50 byggeprojekter i kartelsagen

Et nyt skema giver overblik over de byggeprojekter, der indgår i sagerne mod storkøbenhavnske byggekarteller.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør nu en oversigt over 50 byggeprojekter, der indgår i kartelsagen – også kaldet ”Det store byggekartel” – mod en række storkøbenhavnske entreprenører.

Se listen med de 50 byggeprojekter her.

Et af formålene er at gøre det lettere for bygherrerne at danne sig et overblik, hvis de overvejer et civilretligt søgsmål mod de virksomheder, der ulovligt har aftalt priser og dermed kan have kostet dem overpriser.

Og det vækker glæde i Bygherreforeningen, som repræsenterer private, almene og offentlige bygherrer.

- Hidtil har det været vanskeligt for bygherrerne at få aktindsigt, men den mulighed åbnes der nu op for, og dermed kan bygherrerne få et bedre grundlag til at overveje, om de vil lave civilt søgsmål for at opnå erstatning, siger Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang.

Ukendt antal civile søgsmål
Bygherreforeningen vurderer, at den samlede mængde af projekter i kartelsagen har en værdi på 4-500 mio. kr. og henviser til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som anslår, at kartelsager medfører overpriser på anslået 10-50 procent på håndværker- og entreprenørarbejder.

Alligevel er det endnu usikkert, hvor mange sager mellem bygherrer og byggevirksomheder ”Det store byggekartel” vil kaste af sig.

- Bygherreforeningen kan pt. ikke vurdere, hvor mange civile søgsmål kartelsagerne vil munde ud i. I sidste ende er det en vurdering fra den enkelte bygherre af, om det er muligt at løfte en tilstrækkelig bevisbyrde for at kunne få erstatning, siger Henrik L. Bang.

Han henviser til, at reglerne kan være svære at tyde, ligesom det kan være et problem i sig selv at løfte bevisbyrden. Af samme grund har Bygherreforeningen udgivet publikationen ”Vejviser til bygherrer med anbefalinger om håndtering af kartelsager", der kan læses som PDF her.

Baggrund: Det store byggekartel

Tyve virksomheder - samt ledende medarbejdere i yderligere to virksomheder - har nu accepteret eller er blevet idømt bøder. I alt er der uddelt bøder for 28,2 mio. kr., hvoraf Elindco Byggefirma A/S tegner sig for den suverænt største andel med en bødestørrelse på 10 mio. kr.

Se listen: 20 virksomheder idømt bøde i kartelsag

Det hører med til historien, at flere af virksomhederne har fastholdt deres uskyld og understreget, at de kun har betalt bøden for at kunne fokusere på virksomhedsdriften oven på et årelangt efterforskningsforløb.

Så sent som i går, onsdag, fandt Retten i Hillerød det bevist, at Axel Rasmussen & Søn overtrådte konkurrencelovgivningen i forbindelse med ”Det store byggekartel”. Retten idømte derfor firmaet til at betale en bøde på 400.000 kroner. Axel Rasmussen & Søn – der i dag officielt er kendt som Handelsselskabet af 4.7.2011 A/S – valgte dog at anke dommen med det samme.

Artiklen er en del af temaet Fokus på byggekartel-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125