23948sdkhjf

Det største siden Operahuset

Ikke siden Utzons ikoniske koncertbygning i Sydney har en dansk arkitekt fået mulighed for at skitsere noget så ambitiøst. For Kim Herforth Nielsen og 3XN bliver Quay Quarter Tower et udstillingsvindue på australsk grund
Arkitektvirksomheden 3XN’s design af det 49-etagers højhus Quay Quarter Tower er netop blevet endeligt godkendt af de to officielle planlægningsmyndigheder i Sydney. Projektet er den mest ambitiøse bygning tegnet af en dansk arkitekt i byen siden Utzons berømte operahus.

”Vores vision har været en bygning der skaber synergi, intimitet og samarbejde; egenskaber kendt også fra mindre kontorbygninger, og som vi nu har ’stablet’ oven på hinanden, så udtrykket både bliver funktionelt og skulpturelt”, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN.

Mindre og intime

Ved at opdele bygningen i fem separate volumener med hvert sit atrium ved basen, føles de enkelte enheder mindre og mere intime, håber Kim Herforth.

”Der skabes nogle sociale miljøer, hvor det er nemmere for medarbejderne at mødes. De positive effekter ved dagslys og god udsigt kombineres på den måde med social interaktion. Ulig de fleste højhuse, har vi designet bygningen indefra og ud”, siger han.

Roterende facader

Bygningens lavere etager er vinklet mod vest for at udnytte dynamikken fra det omgivende kvarter.

Den nordlige facade roterer let mod øst, hvilket optimerer udsigten til operahuset og havnen, og det skærmer samtidig facaden mod den intense eftermiddagssol.

Desuden medfører rotationen, at hver af de fem bygningsdele får en grøn tagterrasser, som er direkte forbundet med de indendørs atrier.

Liv efter lukketid

De udendørs terrasser tilbyder, ud over en fantastisk udsigt over byen, plads til socialt samvær for medarbejderne. Derudover vil en halvoffentlig terrasse og restaurant/bar øverst i bygningen kunne tiltrække og tilføre liv i bygningen.

Sydney har længe forpligtet sig på at skabe bedre byliv i den del af Sydney, hvor Quay Quarter kommer til at ligge – specielt efter butikker og kontorers lukketid.

3XN’s design af tårnets ’podie’ i gadeniveau skal bidrage med nye tilbud, herunder restauranter og barer.

Genanvender to tredjedele

Den danske tegnestues design inkorporerer og genanvender desuden to tredjedele af den 1976-bygning, som lige nu er placeret på stedet.

”Der var således brug for en signifikant opgradering for at kunne opfylde dagens moderne behov”, siger Kim Herforth.

Ved at indarbejde hovedparten af den eksisterende bygningskerne, har 3XN skabt et byggeri, der er radikalt bæredygtigt, og tilføjer 45.000 kvm nybyggeri.

Den vertikale landsby
I 2014 vandt arkitektvirksomheden 3XN den internationale arkitektkonkurrence udskrevet af kapitalbanken AMP Capital. Den nye bygning i australske Sydney er udformet som en vertikal landsby, der, ifølge arkitekterne, ”skal fungere som en katalysator for mere erhverv og social interaktion”. Bygningen er desuden et eksempel på bæredygtigt byggeri, da to tredjedele af den eksisterende bygning genanvendes.
Forleden blev projektet godkendt af de to officielle instanser The City of Sydney Planning and Development Department samt Central Sydney Planning Commission. Godkendelsen er en af de vigtigste milepæle i processen og betyder, at udviklingen kan fortsætte planmæssigt. (Kilde: 3XN)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128