23948sdkhjf

Biler indtager nyt parkeringshus

Det nye parkeringshus på Bispebjerg Hospital er indviet og taget i brug
Built to be wiiiild…” brøler forsangeren, og tonerne fra el-guitaren strømmer ud af teltet på toppen af parkeringshuset.

Der er rockmusik og gullaschsuppe til de fremmødte ved indvielsen af Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals nye parkeringshus.

Lidt tidligere kørte regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) som den første sin bil ind i huset og parkerede på taget med udsigt til hele København.

”Der er mange detaljer i parkeringshuset, der gør, at det er mere end et hus til biler. Da jeg ankom, satte jeg jo strøm til huset. Men faktisk er huset i forvejen fuldt af strøm. På taget over rampen er monteret 200 kvm. solceller, som dækker 20 pct. af parkeringshusets energiforbrug. Under huset er nedgravet et såkaldt forsinkelsesbassin, der kan opsamle regnvand for at sikre, at der ikke kommer for stort pres på de københavnske kloakker. Så fra øverst til nederst er der tænkt på at belaste miljøet mindst muligt”, konstaterede Sophie Hæstorp Andersen i sin tale.

24 meter højt

Parkeringshuset er 24 meter højt og rummer cirka 600 parkeringspladser.

Alle parkeringspladser vil fra starten være gratis, og der er kun tidsbegrænsning på de nederste to etager. Hospitalets personale bliver opfordret til at bruge parkeringshuset, så der er bedre plads til patienterne tæt på indgangene.

Og parkeringshuset løser en stor efterspørgsel på parkeringspladser på området. Selvom halvdelen af personalet cykler, og der går busser i nærheden, er der ofte pres på p-pladserne.

”Hospitalet har i mange år trukket veksler på naboernes tålmodighed med mange parkerede biler fra patienter og besøgende på de nærliggende gader. Nu kan vi give lidt igen,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Vellidt nabo

Selvom naboerne får gratis parkering, er nogle også kede af at få så stor en bygning så tæt på. Men flere tiltag skal gøre huset til en mere vellidt nabo.

De øverste tre etager er trukket væk fra Charlotte Muncks vej i respekt for naboerne, og det har givet en terrasse på 4. sal, hvor man kan tage et pusterum på vej til behandling eller på vej hjem fra arbejde. Der er desuden dialog med naboerne om at etablere en haveforening, der kan drive en lille byhave på arealet.

”På taget bygger vi de kommende måneder en udsigtsplatform med en kikkert, hvor man kan komme op og betragte Københavns skyline. Det er ret unikt, at vi her i Nordvest-kvarteret får en mulighed for at komme højt til vejrs og få et 360 graders vue over byen. Jeg håber, at områdets børn og andre beboere vil bruge dette tilbud”, siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Parkeringshuset skal være et vartegn for det nye hospital på Bispebjerg, der skal opføres frem til 2025.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109