23948sdkhjf

MT Højgaard kommer flot i mål med turnaround

Kvartalsregnskab betyder, at MT Højgaard-koncernen fastholder forventningerne til en driftsmargin på fem procent i år
MT Højgaard-koncernens såkaldte treårige turnaround-proces ser ud til at komme flot i mål.

Koncernen har netop offentliggjort sit regnskab for tredje kvartal, og på den baggrund fastholder koncernledelsen forventningen om at nå et driftsresultat på 325-375 mio. kroner i 2015 mod et minus på 252 mio. kroner i 2014. Forventningen til en driftsmargin på fem procent fastholdes ligeledes uændret.

Det er seneste års omlægninger, der har medført en betydelig fremgang i MT Højgaard-koncernens resultater igennem 2015.

Driftsresultat før særlige poster blev således 267 mio. kroner i årets første ni måneder mod 88 mio. kroner i samme periode sidste år. Koncernen fik nye ordrer for over to mia. kroner i tredje kvartal.

Driftsresultatet før særlige poster blev i tredje kvartal 145 mio. kroner. Heri indgår indtægter som følge af afslutning af den oprindelige kontrakt på Thule, samt overgangen til ny kontrakt i yderligere op til et år. Driftsmarginen før særlige poster blev på 5,6 procent i den forløbne del af 2015.

Den samlede omsætning i MT Højgaard-koncernens virksomheder blev på 4,8 mia. kroner i de tre forløbne kvartaler i 2015. Dette er på niveau med den tilsvarende periode sidste år.

Tredje kvartal er i øvrigt kendetegnet ved et plus på 195 mio. kroner ved udgangen af kvartalet som følge af den endelige afgørelse ved en appelret i London af offshore-retssagen Robin Rigg.

For to mia. nye ordrer

Det fremgår af delårsrapporten, at koncernen i tredje kvartal fik nye ordrer for mere end to mia. kroner og at ordrebeholdningen voksede til over 7 mia. kroner.

Yderligere ordrer for 2,7 mia. kroner var vundet, men ikke kontraheret endeligt ved kvartalsskiftet.

Den kunderettede del af MT Højgaard-koncernens strategi bygger på tidlig dialog, fokus på totaløkonomi og brug af digitale værktøjer.

”Flere og flere kunder ønsker at inddrage og udnytte vores viden og erfaring allerede, når et projekt defineres. De ønsker at få forskellige muligheder belyst med tid, kvalitet, visualiseringer og beregninger, inden de vælger en løsning. Det giver klarhed om økonomien for alle parter, og det forbedrer produktiviteten mærkbart. Både i det enkelte projekt og inden for hvert af koncernens forretningsområder og virksomheder”, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann.

Forventningerne til omsætningen i 2015 er fra tidligere udmelding på syv mia. kroner justeret til 6,5-7,0 mia. kroner. Ifølge delårsrapporten skyldes udviklingen primært effekt af forsinket projektopstart. De udskudte projekter forventes igangsat i 2016.

Læs også: " Fremtiden kan blive slankeboliger og broer der genoplader elbilen ".

Fakta
MT Højgaard-koncernen omsatte i tredje kvartal for godt 1,5 mia. kroner. Det er knap 200 mio. kroner mindre end samme kvartal i fjor. Omsætningen i årets første mni måneder er på knap 4,8 mia. kroner.
Resultatet før skat i de ni første måneder i 2015 er på 482 mio. kroner mod et minus på 319 mio. efter samme periode i fjor.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125