23948sdkhjf

Dansk-tysk konsortium vinder metro-entreprise

Züblin A/S og Hochtief skal også udføre Nordhavnsmetroens højbane
Det bliver et konsortium bestående af Züblin A/S og tyske Hochtief, der skal anlægge hele metrostrækningen til Nordhavn.

Konsortiet er allerede gået i gang med den første del i tunnel fra Østerbro. Fredag valgte Metroselskabets bestyrelse, at samme entreprenørkonsortium tildeles den sidste del af strækningen, det vil sige 300 meter højbane og etablering af Orientkaj station.

Der er tale om en kontrakt til en værdi i omegnen af 100-125 mio. kroner, oplyser Metroselskabet.

Hochtief-Züblin vandt kontrakten i konkurrence med NCC, Aarsleff og CG Jensen.

”Vi har haft fire stærke og højt kvalificerede bud fra erfarne selskaber. Nu kan vi tage fat på næste etape i arbejdet med at bygge mere metro i Nordhavnen til gavn og glæde for den nye bydels kommende beboere og virksomheder. Der er tale om en kontrakt, der stiller krav til høj teknisk ekspertise og erfaring med samme type konstruktioner. Vi ser frem til samarbejdet”, siger projektdirektør Mikkel Kjær Jensen fra Metroselskabet.

Flere stationer planlagt

Efter godkendelsen i Metroselskabets bestyrelse skal de sidste udeståender i kontrakten forhandles endeligt på plads i de kommende uger.

Den nye metrolinje til Nordhavnen vil strække sig over 2,3 kilometer, hvoraf cirka to kilometer af strækningen anlægges som tunnel, mens de sidste 300 meter anlægges som højbane. Nordhavnsmetroen får to stationer: Nordhavn og Orientkaj, og den samlede pris er omkring tre mia. kroner.

Når den nye metrolinje til Nordhavnen åbner ved årsskiftet 2019/2020, vil passagererne få direkte forbindelse til de centrale bydele i hovedstaden, som Cityringen til den tid betjener. Dermed vil metroafgreningen til Nordhavn medvirke til at udvikle en helt ny bydel med cirka 80.000 nye beboere og arbejdspladser tæt på København.

Der er planlagt flere metrostationer i Nordhavnen. Der er dog ikke taget endelig stilling til den præcise placering af dem endnu.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11