23948sdkhjf

Materielgården er truet af regnskoven

Randers Regnskov kan tvinge kommunens materielgård væk – derfor bygges der nu flytbart
”Regnskoven er truet” lyder det ofte. På Gudenåvej 2 i Randers er det helt i orden at konstatere ”Ja, ja, det er meget godt. Men regnskoven truer jo også selv”.

Her ligger Randers Kommunes materielgård. Og den trues af regnskoven. Randers Regnskov.

Den store, tropiske zoologiske have, som er blevet den helt store attraktion for den kronjyske hovedstad. Med de kæmpestore kupler, som rummer komodovaraner, colobusaber, hulepindsvin og mange andre eksotiske indvånere. Og som kan komme til at fordrive Materielgården og dens 118 medarbejdere.

”Der er planer om en udvidelse af Randers Regnskov, som vil inddrage alle arealerne omkring Hvidemøllevej. Dermed også Materielgården. Vi véd ikke, om det bliver om få eller mange år. Men vi véd, at det er blevet til et sats, når vi udvider vore faciliteter. Derfor er vores nye koldhal bygget til at pille ned igen og tage med til en ny placering”, fortæller driftsleder Frank Poulsen.

Gang i tingene

”Der er sket rigtig meget på Materielgården de seneste to-tre år. Vi fik ny chef, da Martin Toft tiltrådte som driftschef. Han har virkelig formået at sparke ting i gang. Alt sker inden for de eksisterende økonomiske rammer. Det har givet stor vinding på motivationen hos medarbejderne. Der er nærmest sket en totalforvandling”, vurderer Frank Poulsen.

Derfor lurer frygten for regnskoven i baghovedet. Og den er med, når der tages nye initiativer på den kommunale materielgård, hvor viljen til forbedringer og fornyelse er stor.

Mobil traktorhal

”Vores næste store projekt er en hal til de små traktorer. Målet på længere sigt er at få alt under tag, og vi har arealet klar til den nye traktor-hal. Men der bliver tale om en telthal, som også kan tages med, hvis – og når – regnskoven breder sig”, siger driftslederen.

Ikke alt kan tages med, hvis regnskoven med tiden gør alvor af truslerne mod Materielgården.

Blandt andet ikke de 15.000 kvm asfalt, der har gjort hele Materielgården farbar for mandskabet året rundt. Tidligere kunne nogle områder antage karakter af mudderhul i våde perioder af året. Den nye koldhal er kommet til, og det samme er en vaskehal med tre baner og vand-genbrug.

”Vi har ikke meget plads til alle vore gøremål. Men den plads, vi har, udnytter vi til fulde. Alle traktorer og alt materiel har faste pladser, og der er kommet system i tingene. Det betyder meget. Hver fredag går jeg en runde og tjekker, at der ikke er røget noget forkerte steder hen i løbet af ugen. Så fungerer systemet igen som vanligt fra mandag morgen”, forklarer Frank Poulsen.

Værksted med gulvvarme

”Den nye koldhal har erstattet to lagerbygninger, som vi lejede tidligere. I løbet af to år har hallen tjent sig ind. Og i stedet for 150 pallepladser, har vi nu fået 432. I koldhallen har vi fået mulighed for at indrette et specielt skilterum, hvor folkene kan reparere og klargøre skilte til opsætning”, siger driftsleder Frank Poulsen.

Det seneste par års omvæltninger har også medført en udvidelse af Materielgårdens værksted. Den store hal er renoveret og har fået en stor port, så der nu er plads til et helt lastbiltræk med sneplov i front. Og så er der i øvrigt gulvvarme i værkstedet.

Frank Poulsens personlige stolthed er et showroom, som formentlig de færreste materielgårde har tilsvarende. Tidligere kørte medarbejderne ud i byen til leverandøren af arbejdsbeklædning for at se, prøve og bestille. Nu har Materielgården eget prøverum med en total kollektion af den gængse beklædning. Naturligvis i alle størrelser. Og med mulighed for at prøve sig frem til de rigtige størrelser og modeller i et prøverum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125