23948sdkhjf

Præfab til 2020-krav uden hjælpemidler

Holm Huse i Holstebro sender energiforbruget i bund og fjerner vedligeholdelsen helt med nye hus-serier
”Vi springer 2015-kravene til byggeri over og går direkte til de skrappere krav, der kommer til at gælde i 2020. Vore elementer klarer fint A2020. Og vel at mærke uden brug af solceller, jordvarme eller andre hjælpemidler”.

Lars Holm er driftschef i familievirksomheden Holm Huse i Holstebro, hvor hans far, Svend Holm, er adm direktør. I øjeblikket vogter de sammen over en hemmelighed, som de dog har åbenbaret for Patent- og Varemærkestyrelsen. Her ligger Holm Huses nye isoleringssystem og venter på godkendelse – og dermed patent.

”Vores mål er hele tiden at optimere til det bedste inden for energi. Vore ydervægge med en tykkelse på 35 cm har samme u-værdi som en murstensvæg med traditionel isolering på 84 cm. U-værdien i vore ydervægge er 0,08. Det samme i gulvene, og i taget er vi nede på 0,07”, fortæller Svend Holm.

Hurtig lukning

Næste år er det 45 år siden, han begyndte at bygge huse hjemme på værkstedet. Før han besluttede at gå sine egne veje, var Svend Holm ansat som teknisk assistent hos en arkitekt.

”Det er en naturlig tanke, når man beskæftiger sig med typehuse, at byggeriet skal ske med elementer. Det giver noget til kvaliteten. Med det ændrede klima gælder det i dag mere end nogensinde tidligere om dels at få husene lukket så hurtigt som muligt, og samtidig have så få aktive håndværkere på byggepladsen som muligt”, forklarer han.

Da Svend Holm begyndte at præfabrikere nye huse i 1971, var det elementer i mindre dimensioner, der blev sendt ud fra fabrikken og samlet på byggepladserne. I dag laver Holm Huse helvægselementer med alt monteret på fabrikken.

To lastbiler – et hus

”Vi ankommer til byggepladsen fra morgenstunden med to lastbiler. En med vægge og en med tag. Samme dag er huset monteret og lukket, samt klar til tagdækker. Alle installationer er lavet fra fabrikken, og i virkeligheden mangler kun klinker og maling. Det giver både kvalitet og kort opførselstid. Fra byggetilladelse til indflytning går der 12 uger”, fortæller Lars Holm.

Der er damp på kedlerne i Holstebro i øjeblikket. De første fire huse i Holm Huses helt nye koncept er opført, og yderligere 20 skal bygges i Holstebro og monteres i Skødstrup nord for Aarhus. Efterfølgende står der 28 rækkehuse til Solrød Strand syd for København på produktionsplanen.

”Husene i Solrød Strand bliver selvforsynende. Her monterer vi solceller på taget. Et hus på 116 kvm med luft-til-luft varmepumpe har et årligt energiforbrug til vand, varme og isolation på cirka 3000 kr. Med solceller går det i nul”, siger Lars Holm.

Ingen vedligeholdelse

”Foruden at sikre optimering af energien, er det vigtigt for os at levere vedligeholdelsesfrie huse. Mange af de mennesker, vi har med at gøre som kunder til rækkehuse, kommer fra traditionelle parcelhuse med masser af vedligeholdelse. Det er hverken tid eller lyst til i dag. Facaderne på et Holm-hus er beklædt med hårdtbrændte teglklinker ophængt på aluminiumkonstruktion. Klinkerne er brændt ved 1250 grader og absorberer ingen fugt. De er helt glatte, og dermed er de fri for alger, og der er ingen saltpeterudtræk”, fortæller Lars Holm.

Teglklinkerne kan i øvrigt leveres i 14 forskellige farver. Om det kommer til at ske, tør hverken Lars eller Svend Holm give et bud på. Men det er i hvert fald muligt ret enkelt helt at skifte farve på sit hus, hvis man ønsker det efter nogle år. De eksisterende klinker pilles af, og nye i en anden farve monteres.

Seks forskelige hustyper
Der er seks forskellige hustyper at vælte imellem i Holm Huses program. Fire slags parcelhuse og to typer rækkehuse.
Parcelhusene er henholdsvis 119, 146, 177 og 210 kvadratmeter. Rækkehusene er 104 og 116 kvadratmeter.
Alle husene består af standardelementer for at sikre høj, ensartet kvalitet og kort byggetid.
Det er Holm Huses egne folk, der fremstiller de store elementer på fabrikken i Holstebro. Faste samarbejdspartnere klarer flisearbejde og malerarbejde, samt tilslutning af vand og el, som er præmonteret fra fabrikken.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125