23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

REBILD: Alle partierne i Rebild Byråd med undtagelse af Enhedslisten har indgået budgetforlig.

På anlægssiden giver forliget blandt andet plads til yderligere 4,5 mio. kroner til færdiggørelse af biblioteks- og ungdomsmiljøet - og til endelig færdigbygning af administrationsbygningen i Nørager blev tildelt 1,7 mio. kroner.

I 2016 afsættes der en mio. kroner til et par hal-initiativer, og der afsættes 2,3 mio. kroner til LED-belysning i 2017-budgettet, hvor der også blev afsat midler til bytorvsrenoveringer og til nedrivning af den gamle materielgård.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen, onsdag den 7. oktober, beslutte, om Lokalplan nr. 973, Cityområde mellem Mejlgade og Studsgade i Latinerkvarteret i Aarhus Midtby skal vedtages endeligt.

Lokalplanområdet ligger i Latinerkvarteret i den centrale del af karréen, der afgrænses af Mejlgade, Nørreport, Studsgade og Graven, syd for Snevringen.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af henvendelse fra privat bygherre, og den muliggør ombygning og nedrivning af eksisterende bebyggelse med henblik på opførelse af nye bebyggelser i tre-fire etager.

Et væsentligt formål med planen er at binde Studsgade, Graven og Mejlgade sammen via en gennemgående stiforbindelse med et centralt torv med plads til ophold. Stiforbindelsen ledes gennem et forløb af eksisterende og nye bygninger, pladser og små grønne frirum.

ÅBYHØJ: Et forslag til Lokalplan 993, Bolig og erhverv ved Thorsvej 6A, Åbyhøj er på dagsordenen, når Aarhus Byråd holder møde i morgen onsdag. Byrådet skal tage stilling til, om forslaget skal godkendes og fremlægges til offentlig høring.

Lokalplanen omfatter et cirka 5.650 kvm stort hovedsageligt privatejet byzoneareal øst for Åby Park på Thorsvej i Åbyhøj indeholdende en ældre erhvervsbebyggelse med oplagsplads samt et offentligt parkeringsareal, der forbliver parkeringsplads.

Formålet med lokalplanen er at muliggøre etageboligbebyggelse i form af punkthuse i to etager i den vestlige del af området, og at den østlige del med den ældre kedelrumsbygning nærmest Thorsvej omdannes til enten boligformål, lettere erhvervsformål, offentlige formål, institutioner eller faciliteter til fritids- og kulturformål.

ÅRHUS: Også Lokalplan 988, Maskinmesterskolen, Aarhus Midtby er på dagsordenen på Aarhus Byråds møde i morgen. Lokalplanen indstilles til endelig vedtagelse. I Forslag til Lokalplan nr. 988 for Maskinmesterskolen i Aarhus Midtby og Tillæg nr. 36 til Kommuneplan 2013 er der foreslået en samlet bebyggelse på den tidligere Maskinmesterskole på 9.500 etagemeter. Anvendelsen blev foreslået til erhverv, butikker og boliger. Derudover blev foreslået et p-anlæg. En bygning med en bevaringsværdi på 4, Studsgade 7 er omfattet af forbud mod nedrivning.

I kommuneplantillægget foreslog Teknik og Miljø et nyt rammeområde med seks etager i stedet for fem.

Teknik og Miljø anbefaler at imødekomme de mange bemærkninger mod et offentligt p-anlæg. På baggrund af dialog med bygherren anbefaler Teknik og Miljø en fælles parkeringsløsning til bebyggelsen med maksimalt 100 p-pladser i stedet for 160 i det oprindelige p-anlæg. Den fælles parkeringsløsning sker i p-kælder med ét dæk og på terræn. Etagearealet øges med 600 etagemeter inden for allerede udlagte byggefelter eller små justeringer af eksisterende.

BORBJERG: Nordvest Administration A.m.b.A har på vegne af Boligselskabet Sct. Jørgen, Holstebro bedt Holstebro Byråd godkende skema A for opførelse af fire almene familieboliger på Naltoftevej 27 i Borbjerg.

Projektet omfatter fire rækkehuse på gennemsnitligt 86 kvm, som opføres i ét plan.

Udvalget for Erhverv og Turisme indstiller og Økonomiudvalget anbefaler, at projektet godkendes med en anskaffelsessum på 5.750.000 kroner. Holstebro Byråd tager stilling i sagen i dag 6. oktober.

REGION SYDDANMARK

BROAGER: En initiativgruppe ønsker at skabe en selvforsynende økolandsby i tilknytning til landsbyen Gammelgab på Broagerland med plads til cirka 18 familier.

Tre familier har sammen købt ejendommen Skeldevej 23, hvor de ønsker at skabe en økolandsby. Deres formål er ”at være et fyrtårn for Sønderborg i form af et levende eksempel på bæredygtig, alternativ, levemåde – økologisk, socialt og spirituelt, som giver omverdenen og det enkelte individ en mere harmonisk eksistens”

Det er meningen at økolandsbyen skal være selvforsynende med grønsager og kød. Derudover skal der være mulighed for at eksperimentere med andre former for byggematerialer, og andre måder at bygge på.

Ejendommen ligger på nuværende tidspunkt i landzone og det ansøgte er af et omfang, som kræver, at der bliver udarbejdet en lokalplan.

Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune skal på sit møde i dag tage stillling til, om der skal udarbejdes en lokalplan, så økolandsbyen kan blive en realitet. Beslutningskompetencen ligger hos Teknik- og Miljøudvalget.

Forvaltningen ser projektet som en oplagt mulighed for at skabe nye typer af boliger og derved differentiere mulighederne for at bosætte sig i kommunen, ligesom de alternative byggemetoder/materialer kan udfordre og spille sammen med ProjektZero.

BROAGER: Tysk Skoleforening ønsker at bygge ny børnehave med tilhørende parkerings- og legefaciliteter i Broager i Sønderborg Kommune. Tysk Skoleforening har udset sig dele af matrikel nr. 1442 Broager Ejerlav, Broager. En børnehave på denne matrikel kræver udarbejdelse af lokalplan med kommuneplantillæg.

Forvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der udarbejdes en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg. Udvalget har beslutningskompetencer og tager stilling i sagen i dag 6. oktober.

Tysk Skoleforening har haft dialog med kirken, som ejer jorden, og som er indstillet på at sælge jorden til bygherre. Foreningen har engageret konsulentfirmaet Rambøll, som vil stå for udarbejdelsen af et forslag til lokalplanen.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094