23948sdkhjf

Slutspurt på laboratoriebygning sat ind

Fem hold prækvalificeret til at bygge ny laboratoriebygning på det nye Bispebjerg Hospital. Vindernavn klar før nytår
Blandt 15 teams er fem (se faktaboks) valgt til at byde på hovedentreprisen for Laboratorie- og Logistikbygningen på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

I slutningen af året bliver det præcist besluttet, hvem der skal stå for byggeriet, der begynder i starten af 2016.

Bygningen skal opføres lige syd for det nye parkeringshus nær Tuborgvej og tæt på Bispebjerg Hospitals fredede bygninger.

”Vi har været nødt til at forlænge evalueringsperioden, fordi holdene var så kvalificerede. Så vi har måttet gradbøje deres referencer i relevante og mere relevante. Det har været et svært valg, som betyder, at vi også har måttet fravælge meget velkvalificerede hold,” siger seniorprojektleder Ronan O’ Reilly fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

De fem hold får tilsendt udbudsmateriale sidst i oktober og skal konkurrere på pris, metode og holdenes persongallerier. Vinderen af opgaven bliver valgt i slutningen af 2015.

”Prisen er selvfølgelig vigtig for os, men byggemetoden betyder endnu mere, fordi hospitalet skal kunne fungere i fuld drift ved siden af byggeriet,” forklarer Ronan O’ Reilly og uddyber:

”Vi vil kigge efter erfaringer med Lean-construction. For eksempel bliver det nødvendigt med just-in-time-leverancer, da vi har meget begrænset plads og ikke kan have byggematerialer liggende på hospitalets område.”

10.000 kvm klar midt i 2017

Entreprisesummen er på ca. 180 millioner kroner og dækker opførelsen af Laboratorie- og Logistikbygningen på cirka 10.000 kvm. Den skal bygges fra starten af 2016 og forventes klar til brug i midten af 2017. Inden da er der på byggegrunden gravet ud til kælder.

Bygningen kommer til at rumme lager- og logistikfaciliteter samt Klinisk Biokemisk Afdeling, fælles forskningsfaciliteter og laboratorier, der blandt andet årligt skal levere 9 mio. analysesvar på blodprøver.

Laboratoriebyggeri til 2017
Laboratorie- og Logistikbygningen bliver på 10.000 kvm. og skal bygges fra 2015 til 2017.
Fem hold er blevet prækvalificeret til hovedentreprisen – det vil sige opgaven at opføre bygningen:
BAM Danmark A/S med samarbejdspartneren BAM Bouw en Techniek BV (NL)
Jørgen Friis Poulsen A/S i joint venture med Max Bögl International SE
MT Højgaard A/S
NCC Construction Danmarks A/S
5E Byg med samarbejdspartnerne Scanbur A/S og Labflex A/S

Bygningen skal indeholde laboratorier, logistik- og lagerfaciliteter samt fælles forskningsfaciliteter.
Udformet af totalrådgiverne Mikkelsen Arkitekter A/S, WHR Architects, inc. og Alectia A/S.
Laboratorie- og Logistikbygningen er en del af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der skal bygges frem til 2025.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171