23948sdkhjf

Optimera lukker tre byggecentre

Faldende trafik får byggecenterkæden til at lukke centrene i Tim, Vinderup og Hvide Sande i Vestjylland
Byggecenterkæden Optimera skærper nu sit fokus på byområderne. Det betyder i første omgang, at Optimera lukker sine byggecentre i de tre vestjyske byer Tim, Vinderup og Hvide Sande som følge af faldende trafik og mindre efterspørgsel i butikkerne.

Det er de øgede efterspørgselsmønstre og en bedre mulighed for dag-til-dag leverancer af byggematerialer over hele landet, som får Optimera til at justere sin strategi.

”Samlet set går det godt i Optimera, og kæden opfylder sine mål, men efterspørgselsmønstrene har ændret sig både geografisk og i forhold til kundeprofilen. Væksten sker primært i de større byer og online, og den drives af de professionelle håndværkere og de semiprofessionelle, så det er der, Optimera skal have sit fokus og skærpe sin profil”, siger Jesper Faurholdt, der er konstitueret kommerciel direktør i Optimera, i en pressemeddelelse.

15 centre i Danmark

Byggecentrene i Tim, Vinderup og Hvide Sande lukkes fra den 1. november, hvorefter Optimera har 15 fysiske centre i Danmark og et i Grønland samt onlinebyggecentret optimera.dk.

Optimera forsvinder dog ikke helt fra den jyske vestkyst, idet byggecenterkæden åbner et salgskontor for det professionelle segment i Viborg, så kunderne i Tim og Vinderup fortsat kan betjenes.

”Ligeledes beholder vi vores byggecentre i Nr. Nebel og Oksbøl, som fremadrettet vil servicere vores kunder fra Hvide Sande. Samtidig har vi døgnåbent i vores online byggecenter optimera.dk, og vores professionelle kunder i hele landet kan, som sædvanligt, bestille dag-til-dag leverancer direkte på byggepladsen”, siger Jesper Faurholdt.

Centrallager i Randers

Optimera, der er en del af Saint-Gobain-koncernen, har desuden sammen med søsterselskabet VVS-grossisten Brødrene Dahl investeret i et høj-effektivt centrallager i Randers. Lageret er hjørnestenen i et effektivt logistikkoncept, som blandt andet betyder, at håndværkerne kan bestille deres varer frem til kl. 18 og modtage leverancen næste morgen kl. 7.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125