23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

RØNNE: Bornholms Regionskommune har et planforslag for en ny butik i Rønne fremlagt til høring frem til 5. oktober.

Lokalplanen skal bane vej for etablering af et nyt lokalcenter ved Almindings Runddel i det østlige Rønne. Lokalplanen vil gøre det muligt at etablere en ny dagligvareforretning i lokalplanområdet, der desuden omfatter to eksisterende benzintanke med butikker.

FURESØ: Freja Ejendomme A/S har lavet et helhedsplan for Sydlejren på Flyvestationen, og den kan ses på Galaksen fra på mandag og frem til 30. september. Den 14. september præsenteres og debatteres planen på et offentligt møde samme sted.

Furesø Kommune går i løbet af efteråret i gang med at lave lokalplan og kommuneplantillæg for Sydlejren, og frem til 1. oktober gennemføres en forhøring, hvor der kan indleveres bemærkninger og ideer til den kommende planlægning.

REGION SJÆLLAND

LEJRE: Lejre Kommune har fremlagt Forslag til Lokalplan LK 39 for Buske Nord, 3. etape til offentlig høring frem til 27. oktober.

Lokalplanområdet består i dag af dyrket mark samt et mindre beplantet område. Der er lavet en bebyggelsesplan for hele området. I bebyggelsesplanen er der lagt vægt på, at det kuperede landskab med bakker og lavninger ned til moserne fastholdes ved, at området i størst muligt omfang bevarer terrænets oprindelige kurver med bebyggede fingre ind i landskabet. Moseområdet skal bevares og sikres en naturmæssig god tilstand. Det er intentionen, at bebyggelsen lægges ind i landskabet med grønne kiler, der følger det oprindelige landskab, og hvor bøgebeplantede skråninger skal danne en naturlig overgang mellem bebyggelsen og landskabskilerne.

VIPPERØD: Holbæk Kommune har meddelt tilladelse til at opføre en maskinhal på 1.020 kvm på ejendommen Ågerupvej 89, Vipperød.

Der kan klages over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet frem til 30. september.

Ejendommens ejer har søgt om tilladelse til at opføre en fritliggende lade med en kiphøjde på 7,90 meter og med målene 21,7 x 47 meter til brug for ejendommens maskiner og materialer.

RINGSTED: Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune har sagt ja til, at der gives en anlægsbevilling til udgifter på 1.155.000 kroner til projekt Forbedring af Dagmarskolens fysiske rammer.

Forbedringen af skolens fysiske rammer vedrører renovering af skolegården - et arbejde, som er sat i gang - og renovering, henholdsvis etablering af toiletter.

Tanken er at nedlægge de eksisterende udendørs toiletter og etablere cirka 15 indendørs elevtoiletter og cirka fem indendørs personaletoiletter via renovering og nyetablering.

De eksisterende håndvaske på gangarealerne renoveres i samme ombæring.

REGION SYDDANMARK

BÅRING: Der er udarbejdet et lokalplanforslag for en mindre boligudstykning med åben-lav ved Lindegaardsvej i den vestlige del af Båring i Middelfart Kommune.

Middelfart Byråd skal på sit møde på mandag besluttet, om forslaget skal godkendes og fremlægges til offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen giver mulighed for cirka 10 parcelhuse. Bebyggelsen tillades opført i blank eller pudset mur eller i træ og med både fladt tag eller med hældning.

JELLING: Domea har på vegne af Jelling Boligselskab anmodet Vejle Kommune om støtte til opførelse af 25 almene familieboliger.

Boligerne er fordelt på henholdsvis 20 nybyggede familieboliger på Grangaard Allé og fem almene familieboliger, som fremkommer ved ombygning af Det Gamle Bibliotek på Jernbanegade.

Fordelingen af de 20 familieboliger vil være 10 toværelses familieboliger med en gennemsnitlig lejlighedsstørrelse på 89 kvm og 10 treværelses familieboliger med en gennemsnitlig lejlighedsstørrelse på 106 kvm.

Ombygningen af Det Gamle Bibliotek skal resultere i fem familieboliger på henholdsvis 60 kvm, 87 kvm, 95 kvm, 101 kvm og 115 kvm.

Vejle Byråd har sagt ja til at støtte byggeriet.

BAGENKOP: Langeland Kommune har modtaget en henvendelse fra Bagenkop Fællessalg Aps om ændret anvendelse af filetfabrikken på Havnegade 4.

Bagenkop Fællessalg Aps ønsker udover det bestående at indrette ejendommen til værelser og lejligheder.

Langeland Kommunalbestyrelse har besluttet at igangsætte udarbejdelse af tillæg til kommuneplan og forslag til lokalplan for det ønskede, såfremt det, inden arbejdet igangsættes, kan dokumenteres, at støjvilkår kan overholdes.

REGION MIDTJYLLAND

RINGKØBING: Planerne om at opføre et nyt kirkehus på Kirkepladsen i Ringkøbing er på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune holder møde den 8. september.

Tilbage i 2013 blev det besluttet, at den eksisterende bebyggelse kunne nedrives, og endvidere blev der meddelt tilladelse og dispensation fra områdets lokalplan til det skitserede byggeri.

Vilkår for tilladelsen og dispensationen var, at det endelige projekt udarbejdes i dialog med administrationen og i en sammenhæng, der kan indpasses med de omkringliggende bygninger. At stillingtagen til udvendige bygningsdetaljer og materialevalg ligeledes skal ske i dialog med administrationen.

Detailprojektet er nu blevet udarbejdet, og det er blevet forelagt Bevaringsrådet, som grundlæggende finder, at det nye projekt er en misforståelse på det pågældende sted. Bevaringsrådet har en række ændringsforslag til byggeriet, som administrationen indstiller indarbejdet i projektet. Sker det bør der meddeles tilladelse til byggeriet, indstiller administrationen.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125