23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION MIDTJYLLAND

RINGKØBING: Som følge af udbygningen af ny Ringkøbing Skole er der opstået trafikale udfordringer i nærområdet omkring skolen, både for bustrafikken, cyklende skoleelever og for personbiler. Skoleledelsen har flere gange bedt om hjælp til at løse disse udfordringer, hvorfor der i budgettet for 2015 blev afsat midler til en vurdering af den trafikale situation samt mulige løsningsforslag.

Vurderingen er nu gennemført, og der peges både på muligheden for lette løsninger tæt på eller indenfor skolens område, samt muligheden for større ændringer i form af vejomlægninger. Sagen skal drøftes på Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune skal drøfte sagen på tirsdag.

Der er ikke afsat midler i nuværende budget til eventuel realisering af løsningsforslagene.

AUNING: Norddjurs Kommunalbestyrelse godkendte forleden programmet for områdefornyelse i Auning.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har reserveret en udgiftsramme på to mio. kroner til områdefornyelsen, og Norddjurs Kommune skal erlægge fire mio. kroner.

De primære elementer i planen er hovedvejen gennem byen, området omkring Kulturperronen og kroen, forbindelsen mellem det sydlige og nordlige butiksområde og generel forskønnelse.

Programmet forventes godkendt af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i løbet af efteråret.

Der er anlægsforslag til budget 2016 om, at områdefornyelsen gennemføres i perioden 2016 – 2019.

GJERN: Silkeborg Byråd har sagt god for en anlægsbevilling på 200.000 kroner til udvikling af den kommunalt ejede Teglværksgrunden i Gjern, som planlægges udviklet fra industrigrund til rekreativt område

Arealet er delvist forurenet, så bevillingen skal dels anvendes til afværgeforanstaltninger for jordforurening og dels til etablering af faciliteter, der kan understøtte og fremme den rekreative benyttelse.

På anlægsbudget 2016 er der afsat yderligere 0,3 mio. kroner til projektet. Der lægges stor vægt på, at projektet bygger på de lokales ønsker om de fremtidige forhold på stedet.

RINGKØBING: Ringkøbing-Skjern Byråd bliver på sit møde på tirsdag bedt om at frigive 2,05 mio. kroner til etablering af døgnstationer, og 1,2 mio. kroner til renovering af Kloster, Troldhede og Tim genbrugspladser.

En række af genbrugspladserne er ikke tidsvarende, og de overholder ikke miljøloven i forhold til belægninger mv. Der mangler desuden de lovmæssige mandskabsfaciliteter på flere af pladserne.

REGION SYDDANMARK

ASSENS: Miljø- og Teknikudvalget i Assens Kommune har besluttet at igangsætte udarbejdelse af et skitseprojekt for udbygning af signalanlægget i krydset Søndersøvej/Middelfartvej i Vissenbjerg.

Assens Kommune har fået udarbejdet et notat fra rådgiver Tetraplan, for at belyse muligheder ved en ombygning af krydset Middelfartvej/Søndersøvej i Middelfart enten ved udbygning af signalanlægget eller ved ombygning til en rundkørsel.

En udbygning af signalanlægget vurderes at være noget billigere end etablering af en rundkørsel, og samtidig er den løsning noget mindre pladskrævende.

Ombygningen af krydset har sammenhæng med et kommende byggeri af en dagligvareforretning.

REGION SJÆLLAND

LEJRE: Lejre Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for et område i den nordvestlige del af Den grønne Kile i Hvalsø til høring frem til 27. oktober.

Formålet med lokalplanen er at sikre, at grundlaget for en adgangsvej til Hyllegårdsudstykningen igennem Den grønne Kile er på plads, inden delområde A i udstykningen bliver taget i brug.

Langs sydsiden af adgangsvejen vil der blive plantet en række træer, som vil markere vejen. Imellem træerne vil der blive etableret belysning, som oplyser fællesstien, der løber syd for rækken af træer.

Det grønne areal nord for adgangsvejen vil kunne indgå i en samlet beplantningsplan for Den grønne Kile eller henligge som græsareal.

På Horseager bliver der etableret et bump og en indsnævring af vejbanen med kantsten og steler således, at trafikanterne bliver tvunget ind på midten af vejbanen, så man fra den nye adgangsvej vil kunne se trafikken kommende fra venstre ad Horseager fra erhvervsområdet og skolen.

REGION HOVEDSTADEN

HERLEV: Herlev Idrætsforening og Herlev Kommune er i samarbejde blevet enige om placering af en kunstgræsbane nordvest for Herlev Stadion.

Der etableres cirka 300 overdækkede siddepladser, belysning og et åbent trådhegn omkring banen.

Anlægget planlægges og gennemføres i 2015-2016 og bydes ud i hovedentreprise i forår 2016 med forventet afslutning august 2016.

Forvaltningen indstiller til Herlev Kommunalbestyrelses møde den 9. september, at den samlede anlægssum på 12 mio. kroner frigives.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.316