23948sdkhjf

Kunderne utilfredse med byggesagsbehandling

Københavns Kommune lægger op til mere dialog og bedre rådgivning i forbindelse med byggesagsbehandlingen
Borgere og virksomheder er alt andet end tilfredse med byggesagsbehandlingen i Københavns Kommune.

42 procent af borgere og virksomheder, som har haft en byggesag til behandling i kommunen i 2015, er utilfredse.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for kommunen hen over sommeren. Det oplyser Teknik- og miljøforvaltningen i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune har de seneste år haft fokus på byggesagsbehandlingen, og det er således blevet billigere at få behandlet en byggesag, og der er ansat flere medarbejdere.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der er brug for forbedringer. Kunderne efterspørger blandt andet bedre dialog og kommunikation med forvaltningen, løsningsorienteret sagsbehandling og nemmere adgang via den digitale ansøgningsportal.

Nye tiltag på vej


”Det er absolut ikke godt nok, at 42 procent af vores kunder er utilfredse med byggesagsbehandlingen. Det skal vi have rettet op på. Det er faktisk også derfor, at vi har sat undersøgelsen i gang - fordi vi set indikationer på, at alt for mange kunder ikke var tilfredse med den service, de fik. Vi overholder faktisk de politisk fastsatte servicemål, men når kunderne ikke har den samme oplevelse, skal vores dialog om de enkelte sagsforløb blive bedre,” siger direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Torben Gleesborg.

Han oplyser, at forvaltningen nu på baggrund af konkrete og detaljerede svar fra undersøgelsens deltagere vil sætte gang i en række tiltag på både den korte og lange bane. De konkrete tiltag skal drøftes med de politiske udvalg, når undersøgelsesrapporten er færdig.

På vej mod servicekultur

Fra Håndværkerforeningen i Kjøbenhavn, som har været blandt de hårde kritikere af Københavns byggesagsbehandling, er der ros til kommunen for at lytte til kunderne.

”Det er et udtryk for, at man er på vej fra en myndighedskultur til en servicekultur, når kommunen gennemfører en undersøgelse for at få kundernes bidrag til at gøre det bedre. Alle har den samme interesse i at gøre byggesagsbehandlingen mere effektiv, og vi vil også gerne bidrage”, siger erhvervspolitisk konsulent Lars Magnus Christensen.

”En byggeansøgning skal helst sidde der i første hug og må ikke havne i en situation, hvor det ender i gætteværk, hvor virksomheder og borgere skal prøve sig frem. Derfor er der positivt, at kommunen lægger op til en mere løsningsorienteret tilgang”, siger han.

Fakta
Kundetilfredshedsundersøgelsen er gennemført af Epinion for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Undersøgelsen er gennemført i perioden fra 1. juni til 31. august 2015.
2500 borgere og virksomheder, som har haft en byggesag til behandling i forvaltningens Center for Bygninger i løbet af 2015, er blevet spurgt, om de ville deltage. Der er modtaget svar fra 528 respondenter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111