23948sdkhjf

Region skærper krav til entreprenører

Har man indgået et samarbejde med Region Sjælland og overholder man ikke krav om sociale klausuler og arbejdsklausuler, kan man med nyvedtaget politik få en bod
Regionsrådet for Region Sjælland har vedtaget en politik for sociale klausuler og arbejdsklausuler.

Politikken beskriver, at samarbejdspartnere og deres underleverandører ud over højt kvalitetsniveau og økonomisk formåen også skal kunne dokumentere, at de kan leve op til krav om ordentlige løn- og ansættelsesvilkår og sikring af praktikpladser til regionens unge, når de skriver under på en bygge- og anlægskontrakt med regionen.

”Som bygherre har regionen et stort ansvar for alle ansatte, der arbejder på regionens byggepladser, og derfor er det afgørende, at de tilbydes ordentlige arbejdsvilkår”, lyder det blandt andet i aftalen, hvor det fremgår, at arbejde for Region Sjælland skal udføres i respekt for FN’s deklaration om menneskerettigheder, ILO’s deklaration om arbejdstagerrettigheder, Rio deklarationen om miljø og udvikling og FN’s konvention mode korruption.

Regionen pålægger også sikring af, at alle ansatte har arbejdstilladelse, at der ikke sker social dumping, og at de ansatte oplyses om de gældende arbejdsvilkår. Og der gøres opmærksom på, at regionen til enhver tid kan bede om relevant dokumentation for, at der leves op til forpligtigelserne.

Bod kan gives

Overholdes kravene ikke og har ansatte løn til gode, kan regionen foretage tilbagehold i betalingerne til entreprenøren.

Desuden kan regionen pålægge aftaleholderen en bod på 0,1 procent af kontraktsummen per dag per medarbejder, som ikke har løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med klausulen.

”Vi har tillid til, at vores leverandører og samarbejdspartnere overholder loven, men vi har også brug for at sende et klart signal fra Regionsrådet om, at vi ikke tolererer lovbrud. 0,1 procent om dagen for hver medarbejder kan blive rigtig mange penge, når der er tale om store byggerier”, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk i en pressemeddelelse.

Aftaleholderen kan også lande en bod for ikke at have det aftalte antal lærlinge.

”Region Sjælland har brug for en bedre uddannet arbejdskraft og derfor stiller vi naturligvis krav til vores leverandører om at de skal have lærlinge. Og de kan lige så godt sørge for at have de lærlinge, vi har aftalt, for ellers falder der en bod”, siger Jens Stenbæk.

Boden er på 5.000 kroner per påbegyndt uge per årsværk, der er aftalt.

Der kan desuden pålægges en bod på 100.000 kroner per manglende årsværk, hvis det ved kontraktens afslutning konstateres, at der ikke fuldt ud har været beskæftiget det aftalte antal årsværk.

Vigtigt med balance

Hos indehaver af Moestrup Gruppen og formand for Dansk Byggeri Sjælland, Niels Moestrup modtages nyheden - med visse forbehold - positivt.

”Jeg tænker generelt, at det er helt fint, at man skal sikre gode arbejdsvilkår og praktikpladser, men der er brancher, hvor man ikke kan opdrive elever, og så er man nødt til at finde ud af, hvad man gør her”, siger han og fremhæver udfordringer på alufacade- og struktørområdet.

”Man kan ikke være tjent med at få en bod for ikke at have lærlinge, hvis ikke der er nogle at få”, understreger Niels Moestrup og påpeger desuden, at det er forkert, hvis virksomheder bliver udelukket fra at samarbejde med regionen, fordi de ikke har mulighed for at finde lærlinge.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172