23948sdkhjf

Alternative vindspærrer vinder frem

Leverandører melder om øget salg af alternative vindspærreløsninger i kølvandet på MgO-skandalen
Flere leverandører melder om øget salg af vindspærreplader i kølvandet på MgO-skandalen.

Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger havde MgO-pladerne helt udkonkurreret alternative vindspærreplader på markedet. Hos Ivarsson fortælles det, at salget af vindspærreplader ligger fire til fem gange højere end sidste år på den her tid.

”Vi har i princippet fået noget ud af andres ulykke. Det er held i uheld, at det har en afsmittende effekt, men der har været en tydelig tendens til, at der er mange, der ikke tør bruge MgO-pladerne, og at entreprenører er begyndt at kigge mod alternative produkter. Så vi oplever stor medvind på vores produkter inden for vindspærrer”, siger Kasper Bregendahl, salgsdirektør hos Ivarsson.

Vælger andet produkt

Byggeskadefonden behandler lige nu 34 sager på offentlige byggerier med en gennemsnitlig entreprisesum på 230 mio. kroner per entreprenør, fordelt på 20.000 boliger på landsplan, som er opført med MgO-vindspærreplader.

Pladerne er ikke testet for deres fugtsugende egenskaber i forbindelse med udsættelse for luftfugtighed. Problemet forstærkes af, at MgO-pladerne indeholder salt, og det har skabt store problemer med blandt andet korrosion af beslag, som er rustet på bare halvandet år.

Én af de, ifølge Byggeskadefonden, mindre sager, som de behandler, er EMR murer og entreprenør A/S hovedentreprenør på.

”Vi har haft et projekt, hvor der er lagt 2.000 kvm MgO-plader på i alt fem boligblokke. Vi har ikke haft nogen reklamationer, men valgte alligevel at udskifte pladerne på den ene af blokkene, hvor vi delte regningen i tre dele mellem underentreprenøren, bygherren og os selv. Den del løb op i 60.000 kroner per part. Vi bruger ikke længere MgO-plader, men er gået over til andre produktløsninger af blandt andet kalciumsilikat”, siger Per Breinbjerg, adm. direktør, EMR murer og entreprenør A/S.

20 procent billigere

Nogle af MgO-pladerne blev importeret direkte fra Kina og vejede 30 procent mindre end de traditionelle vindspærreplader, og så var de væsentligt billigere.

Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger havde andre leverandører af vindspærreplader helt droppet produktionen på grund af konkurrencen fra MgO-pladerne, som kunne leveres helt op mod 20 procent billigere, end dem som ellers var på markedet.

”Det har været prisen, der har bestemt, hvad der blev solgt, og vi har ikke kunnet følge med i forhold til de priser, der var på MgO-pladerne. Det er bagsiden af licitationerne, hvor det typisk er den laveste pris, der vinder, og det har en afsmittende effekt på de produkter, der bliver valgt. Men det her kommer til at give nogle efterdønninger, hvor nogle entreprenører simpelthen har købt nogle produkter for billigt”, siger Kasper Bregendahl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125