23948sdkhjf

Adserballe og Knudsen renoverer bankhovedsæde

Entreprenørselskabet har vundet entreprise til 25 mio. kroner på renovering af Arbejdernes Landsbanks hovedsæde
Entreprenørfirmaet Adserballe & Knudsen A/S har vundet hovedentreprisen på renovering af Arbejdernes Landsbanks hovedsæde på Vesterbrogade i København - den såkaldte Panoptikon-bygning.

Adserballe & Knudsen skal udskifte alle vinduer med alu-vinduer og udskifte sol-afskærmning, isolere facaden, pudse den op og male den samt opføre et nyt penthouse i en let konstruktion på toppen af bygningen.

Hovedentreprisen udgør 25 mio. kroner og udføres delvist i egenproduktion. Renoveringen skal være færdig i marts 2016, så der er tale om en intensiv indsats med omkring 40 håndværkere på opgaven foruden tre funktionærer fra Adserballe & Knudsen.

”Det er specielt at være med til at renovere en bygning, som så mange kender. Den ligger midt inde i byen som nabo til Hovedbanegården og Vesterbrogade, hvor mange vil lægge mærke til, at vi er i gang”, siger projektleder Jonas Toft fra Adserballe & Knudsen.

Udfordrende placering

Placeringen er dog også en udfordring. Den ligger på en af Danmarks mest travle gader med meget begrænset plads på alle fire sider.

”Ligeledes vil vi indrette arbejdet efter, at banken og forskellige lejere såvel som beboerne i lejlighederne kan leve uforstyrret trods de forskellige byggeopgaver”, understreger Jonas Toft.

Højhuset med 12 etager er opført i jernbeton i 1952. Med 35 meter var det dengang Danmarks højeste bygning. Den rekord holdt dog kun to år, indtil boligbebyggelsen Bellahøj blev opført.

Bygningen er også kendt som Panoptikon Bygningen. Det skyldes, at højhuset er opført på resterne af en biograf- og udstillingsbygning, som brændte i 1950.

Bygningen består af tre dele. Højhuset, en tværfløj og en lav bygning med banklokale.

Den rummer desuden en række lejere blandt andet lægeklinikker. Da hele bygningen bliver pakket ind i stillads, har sikkerhed en særlig rolle i renoveringen. Der er vagt 24/7 på stilladset og en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger.

Stilladsarbejdet startede i sidste uge. Bare opsætningen af den totale overdækning op til 12 etage tager en måned. Om nogle dage starter håndværkerne op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125