23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Kamp om boligerne

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Flere tusinde kommende studerende fik i sidste uge det brev, de har gået og ventet på i flere måneder. Optagelsesbrevet, som bekræfter, at de nu kan starte på en videregående uddannelse.

Mens kampen om en plads på en videregående uddannelse er vundet for de over 64.000 studerende, så begynder til gengæld en lige så hård kamp for mange af dem: kampen om en studiebolig.

For studieboligerne hænger ikke på træerne i disse år. Alene årets studieoptag resulterer i en efterspørgsel på 20.000 boliger, og det skaber for mange kommende studerende en dum start på deres studieår.

Som flere har påpeget, er manglen på studieboliger ganske paradoksalt, når både den tidligere regering og den nuværende V-regering har en ambition om at få flere unge til at tage en uddannelse. Men det kræver jo så også, at de studerende har tag over hovedet, når politikerne eksempelvis opfordrer de unge til at flytte til den anden ende af landet for at studere.

For på trods af, at eksempelvis den kommunale grundkapital er sat ned frem til udgangen af 2016, så det er billigere for landets kommuner at opføre nye boliger og dermed øge udbuddet af studieboliger, bliver der stadig ikke bygget nok ungdoms- og studieboliger. Og det tvinger jo desværre nogle studerende til at leve på campingpladser, og mange af dem havner også i kløerne på lyssky boligudlejere, der ikke er blege for at tage overpriser for et lille værelse.

Derfor kan man håbe, at kommunerne tager deres ansvar alvorligt og sikrer byggeri af flere ungdoms- og studieboliger ikke mindst i takt med, at konjunkturerne vender.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.329