23948sdkhjf

Byggenyt

REGION MIDTJYLLAND

THEM: Den tidligere materielgård på Smedebakken i Them er jævnet med jorden, og den 4.000 til 5.000 kvm store grund i udkanten af byen vil nu blive planeret og sået til med græs, skriver Midtjylland Avis.

Grunden var tidligere kategoriseret som forurenet, fordi der har stået to olietanke på stedet, og der er konstateret en mindre olieforurening, som dog var mindre end antaget.

I kommuneplanen er grunden udlagt til parcelhusområde, og grundene vil blive sat til salg, når området er udstykket og byggemodnet. Men hvornår det sker, er endnu uvist.

Lokalplanen for området skal også ændres fra industri til bolig. Eftersom der skal være plads til en fordelingsvej til kommende huse i området, bliver der formentlig plads til fire-fem parcelhuse på grunden.

REGION HOVEDSTADEN

HORNBÆK: Efter flere forskellige forsøg på at etablere projekter på den velbeliggende grund på hjørnet af Øresundsvej og A. R. Friisvej, hvor den tidligere Grill Rosignol ligger, har politikerne i Helsingør Kommune nu vendt tommelen op for et forslag, som Briq Group er kommet med, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Deres idé går på at rive ejendommen ned og i stedet opføre en ny på 135 kvm i stueetagen samt 83 kvm på første sal, hvor der skal indrettes restaurant.

Desuden er det planen at opføre seks mindre bygninger på 14 kvm, hvor en af dem skal være i to etager. I disse små huse skal der i sommermånederne etableres madboder, som det kendes fra de københavnske torvehaller.

Projektet forudsætter, at der gives dispensationer, blandt andet fordi byggeriet nogle steder er for højt i forhold til lokalplanen for området. Samtidig ønsker Briq Group at anvendte ubehandlet pladsstøbt beton med oplukkelige skodder foran vinduerne. I lokalplanen står at husene udvendig skal være opført som muret byggeri.

HILLERØD Det vil koste 125 mio. kroner at modernisere Byskolen i Hillerød. Projektet er planlagt til at tage otteår og kan skydes i gang til næste år, hvis politikerne finder pengene, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Planerne er at begynde renoveringen allerede næste år, og projektet består af fem etaper, og det kan være færdigt i 2023, hvis planen følges. Den sidste etape er opførelsen af en hal, som vil koste 17 mio. kroner at opføre.

Mens renoveringen er i gang, skal skolen være fuldt funktionsdygtig, og eleverne vil derfor i perioder blive undervist i pavilloner.

RØDOVRE: Rødovre Kommune har fremlagt Forslag til Lokalplan 124 for Damhus Tivoli, Damhuskroen og Damhustorvet til offentlig høring frem til 8. september.

Lokalplanen har til hensigt at bevare den karakteristiske bygning, som huser Damhuskroen, og omdanne området med det tidligere Damhus Tivoli til en blanding af boliger og offentlig tilgængelig park i tilknytning til Damhussøen.

Ejeren af Damhuskroen og det tidligere Damhus Tivoli har flere gange udtrykt ønske om at udvikle grunden med boliger, da det ikke længere er økonomisk muligt at drive tivoliet.

Der har tidligere været gennemført en offentlig høring af et lokalplanforslag for området, men det blev ikke endeligt vedtaget. Det nuværende lokalplanforslag foreslår en anden bebyggelse på det område, hvor Damhus Tivoli har været.

Lokalplan 124 bygger på helhedsplanen Damhusparken, som er udarbejdet af Gröning Arkitekter ApS. Visionen med projektet Damhusparken er at åbne det kommercielle og privatejede område op mod Damhussøen og skabe et parkareal mellem bebyggelsen og vandet.

Lokalplanen fastlægger en disponering af arealet hvor Damhus Tivoli har været, som giver mulighed for en udvikling med nye boliger, samtidig med at der sikres forbindelse mellem området og Damhussøen.

Boligerne består af en blanding af rækkehuse og lejligheder, der indpasser sig i lokalområdet, og længst mod syd ved Damhuskroen og boligbyggeriet på hjørnet af Auroravej og Roskildevej bliver der mulighed for etageboligbebyggelse i seks etager. I alt forventes det, at der bygges mellem 48 og 50 nye boliger i området.

REGION SJÆLLAND

TØLLØSE: Der er fremlagt et nyt forslag til lokalplan for et nyt plejecenter i den sydlige del af Tølløse. Det skal ifølge planen indvies i februar 2017, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Området er på cirka 1,8 hektar, der hidtil har været anvendt til en fodboldbane samt som cirkusplads en gang om året.

Plejehjemmet bliver opført i to etager og der bliver i alt 6.400 etagemeter i bygningen. Det skal indeholde 65 plejeboliger med tilhørende fællesarealer.

Det nye plejehjem er udbudt som et OPP-projekt og kommunen har skrevet kontrakt med Danske Diakonhjem om opførelsen og driften i foreløbig 10 år. Danske Diakonhjem bød sammen med entreprenørfirmaet JFP fra Herning.

ROSKILDE: Roskilde Kommune vil gennemføre en plankonkurrence om Ny Østergade-arealet.

Plankonkurrencen skal igangsættes, så den kan afholdes i 2015-16, hvilket forudsætter godkendelse af procesplanen for arealets udvikling, og den godkendelse har Roskilde Byråd givet.

Her blev der også sagt god for, at forvaltningen forbereder plankonkurrencen med prækvalificering og udarbejdelse af forslag til konkurrenceprogram med udgangspunkt i vision, rammer og krav til udbygningen af Ny Østergade-arealet.

Før konkurrencen i efteråret 2015 vil forvaltningen fremlægge forslaget til et program for plankonkurrencen for byrådet.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125