23948sdkhjf

Klimaprojekt i København får støtte til nye løsninger

Hellere grønne og i perioder våde byrum end endnu større kloakker
København går foran, når det kommer til at kombinere håndteringen af massive mængder regn og samtidig skabe grønne, rekreative byrum, som kommer borgerne til glæde.

Et stort projekt på Nørrebro med fokus på nye løsninger har netop fået nordisk støtte og skal virke som inspiration for resten af verden.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Helt traditionelt har kloakker været løsningen på voldsomme regnskyl, men de er ikke længere i stand til at håndtere de store mængder vand, som blandt andet har ramt hovedstaden de senere år. Skal de udvides, vil det koste op mod 20 mia. kroner.

I stedet har politikerne i København valgt at gå i en anden retning, som skaber et grønnere København til glæde for indbyggerne. Den tilgang har nu fået international opmærksomhed, da et projekt om klimasikring af Hans Tavsens Park og Korsgade på Nørrebro har fået to mio. norske kroner i den nordiske Nordic Built Challenge til at udvikle nye løsninger.

Skal visen vejen

Pengene skal bruges på afholdelse af en konkurrence, hvor den bedste løsning på kombinationen af klimasikringen og etablering af grønne, rekreative byrum skal findes.

Hos Områdefornyelsen Nørrebro, som står for projektet, vækker udvælgelsen stor glæde.

”Jeg er rigtig stolt af, at vi er blevet udpeget blandt mange gode projekter. Klimasikring er en udfordring, rigtig mange byer står overfor. Vores projekt skal vise, hvordan vi kan bruge byens rum mere smart. En park er ikke bare er en park, men kan også bruges af skole og foreninger. Hvis vi med vores projekt kan være med til at udvikle nye løsninger, der kan genbruges i andre byer, får vi igen vist vejen for resten af verden”, siger Mette Prag, projektchef i Områdefornyelsen Nørrebro.

Også teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er glad for støtten.

”Vi skylder verden at finde løsninger på de klimaproblemer, vi selv har skabt, og i stedet for at kaste milliarder af kroner i undergrunden i form af kloakker, vil jeg hellere være med til at skabe grønne løsninger i gadeplan, som københavnerne kan få glæde af hver eneste dag. At vores tilgang til klimaproblemerne nu får international opbakning er en cadeau, for det viser, at vi gør det rigtigt”, siger Morten Kabell ifølge pressemeddelelsen fra Københavns Kommune.

tk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125