23948sdkhjf

Kommunale effektiviseringer skaber bekymring for vejene

Asfaltindustrien advarer mod at bruge krav om årlige kommunale effektiviseringer på én procent til at spare yderligere på vejenes vedligeholdelse
I aftalen om kommunernes økonomiske rammer for 2016 er der fastlagt et såkaldt omprioriteringsbidrag, der indebærer, at kommunerne frem mod 2019 hvert år skal effektivisere for én procent svarende til omkring 2,4 mia. kroner i 2016. De frigjorte midler ønskes brugt på borgernær velfærd, og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i medierne været ude og pege på administration og veje som områder, hvor man kan hente effektiviseringer og besparelser uden, at det går ud over kernevelfærden.

Blikket væk fra vejene

Men at vende besparelsesblikket mod vejene, advarer Asfaltindustrien imod, da der både er et dokumenteret vedligeholdelsesefterslæb, og da det koster op mod tre gange så meget at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde den i tide. Omprioriteringsbidraget bør derfor omvendt komme vejene til gode, lyder det fra branche- og arbejdsgiverforeningen.

”Det er fuldstændig vanvittigt at spare på noget, der i forvejen er i forfald”, siger Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien til Licitationen – Byggeriets Dagblad og fremhæver, at vejområdet føler sig dobbelt ramt, da der også i aftalen om kommunernes økonomiske rammer er fastlagt en reduktion af anlægsudgifterne. Kommunernes investeringer i anlæg vil i 2016 udgøre 16,6 mia. kroner og er dermed en lille mia. mindre end i 2015, hvor det blev aftalt, at kommunernes anlægsinvesteringer måtte udgøre 17,5 mia. kroner.

”Vi vil gerne gå i dialog om effektiviseringer”, fortsætter Anders Hundahl og peger blandt andet på nye kontrakter og andre typer asfalt som muligheder.

”Men deciderede besparelser vil vi ikke være med til”, slår han fast.

Det har grundet sommerferie ikke været muligt at få en kommentar fra finansministeren på opfordringen fra Asfaltindustrien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125