23948sdkhjf

Odenses letbane søger entreprenører

Odense Letbane P/S begynder nu processen med at finde hovedleverandørerne til transportsystemet og til letbanevognene. To ud af i alt fire pakker er i spil
Det store arbejde med udbuddet af Odense Letbane er nu nået til udbudsfasen. For at underleverandører også kan få en chance, vil Odense Letbane iværksætte tiltag, så interesserede får mulighed for at vise deres interesse.

Lige nu er forsyningsselskaberne i gang med at flytte deres rør og kabler for at bane vej for, at letbane senere kan blive anlagt. Dén fase af byggeprocessen kommer en hel del nærmere, nu da den såkaldte prækvalifikation på de første to store udbudspakker går i gang.
”Det er endnu en stor milepæl, vi runder i Odense Letbane, når vi på fredag begynder at søge efter hjælp til at bygge Odenses største anlægs- og udviklingsprojekt – nemlig letbanen. Det første vi udbyder er transportsystemet, som skal bestå af skinner, stationer, master, kabler, signalsystemer og det store vedligeholdelsescenter nede ved Hjallese. Vi udbyder samtidig letbanevognene. Her er tale om to udbud, hvor ekspertisen findes i udlandet, da der ikke er bygget letbaner i Danmark før”, fortæller adm. direktør Mogens Hagelskær.

Et EU-udbud

Så store udbud, som der er tale om, følger en fastlagt EU-procedure. Således annonceres den såkaldte prækvalifikation på en EU-database kaldet TED. Det sker den 2. juli. Herefter kan interesserede leverandører melde deres interesse for at byde på opgaverne. Dernæst udvælger Odense Letbane P/S op til fem leverandører pr. pakke, som får lov til at byde.
Efter første bud forhandles der efter en række på forhånd opstillede kriterier. Så bydes der anden gang, og forhandles igen. Tredje gang er sidste bud. Herefter vælger letbanen sine to hovedleverandører til transportsystemet og letbanevognene. Hovedleverandørerne forventes udpeget i slutningen af 2016.

Til underleverandør-dating

Undervejs i udbudsprocessen får de udenlandske bydere på pakkerne behov for at undersøge markedet for underleverandører. For at hjælpe hovedleverandører og underleverandører til at finde hinanden, iværksætter Odense Letbane P/S to tiltag.
Dels afholdes der to leverandørdage i efteråret – én for hver pakke – hvor det bliver muligt for de prækvalificerede og mulige underleverandører at etablere kontakt. Dernæst er letbanen ved at etablere et mødested på nettet – et såkaldte Konsortiematch – hvor interesserede underleverandører kan vise deres interesse for projektet ved at oprette en profil på sitet. Her kan de kommende bydere så lede efter underleverandører.

”Vi er som bygherre ikke involveret i, hvilke underleverandører, der kan få opgaver hos letbanen. Det afgør alene de kommende hovedentreprenører. Men vi vil gerne understøtte processen ved at hjælpe såvel byderne samt alle interesserede underleverandører til at finde hinanden. Så min opfordring til underleverandørerne er at benytte sig af de muligheder, som vi stiller til rådighed”, lyder det fra Mogens Hagelskær, som tilføjer, at datoer for leverandørdage samt åbningen af Konsortiematch vil blive omtalt på odenseletbane.dk og annonceret.

De to øvrige pakker bliver udbudt senere. Den ene er den såkaldte Civil Works-pakke. Den omhandler alt det, som skal ske i byen frem til, at skinnerne bliver lagt. Det vil for eksempel sige flytning af fortove, cykelstier og vejbaner samt etableringen af nye byrum gennem byen, for eksempel Richards Møllers Plads, Benedikts Plads samt pladsen foran banegårdcentret. Odense Letbane P/S har besluttet selv at detailprojektere denne pakke, derfor bliver den først udbudt sidst på året.
Drift og vedligeholdelsespakken bliver udbudt som den sidste af de fire pakker.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141