23948sdkhjf

Opfordring: Rådgivning skal give boligjob-fradrag

Konstruktørforeningen og FRI opfordrer regeringen til at give fradrag for rådgiverydelser i den ny grønne boligjobordning, så man sikrer sig at boligejerne får optimalt udbytte af deres energiinvesteringer
Når Boligjobordningen fra nytår bliver grøn og målrettes energiforbedringer af danskernes boliger, skal der også kunne gives fradrag for de lønudgifter der har været i forbindelse med rådgivning.

Det mener både Konstruktørforeningen og FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører. De opfordrer begge regeringen til, når den endelige aftale om en mere grøn fradragsordning skal skrues sammen, at lade rådgivernes ydelser omfatte. Baggrunden for opfordringen er et ønske om, at boligejerne får de energimæssigt bedste løsninger for pengene.

”Bliver den kvalificerede helhedsrådgivning ikke inkluderet i ordningen, risikerer vi, at boligejerne kun får gennemført sporadiske energirenoveringer, som ikke for alvor giver noget til energireduktionen. Uanset hvilken håndværker, boligejerne hyrer, vil håndværkeren være tilbøjelig til at fokusere på de dele af et hus, som ligger inden for eget fagområde fremfor at kigge på, hvor boligejeren samlet set får størst gavn af energirenoveringen. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre regeringen til at inkludere rådgivning i den kommende ordning”, siger Gert Johansen, formand for Konstruktørforeningen.

Fokus er skiftet


Meldingen er ikke meget anderledes fra FRI, som mener, at rådgivende ingeniører er gode til at identificerer problemstillingerne i et projekt og tænker ikke i fag men i helheder.

»Nu er det politisk virkelighed, at der kommer et grønt håndværkerfradrag. Dermed skifter vores fokus i FRI fra, om ordningen giver mening eller ej, til hvordan vi sikrer det bedste samfundsøkonomiske resultat af ordningen. Hvis man vil gøre håndværkerfradraget grønnere, så er det en god idé at sørge for, at man også kan få tilskud til rådgivning, så boligejerne ikke kaster sig ud i et ombygningsprojekt uden hjælp til at prioritere, hvad der er den mest grønne løsning,« siger adm. direktør i FRI, Henrik Garver.

Den nærmere udformning af den grønne boligjobordning er ikke på plads. Det er finansieringen heller ikke. Den bliver derfor en del af finanslovsforhandlingerne. Det årlige fradrag for boligforbedringer reduceres fra 15.000 til 12.000 kroner pr. voksen skatteyder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344