23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION NORDJYLLAND

LØKKEN: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i juni 2013 meddelt Hjørring Kommune, at man har reserveret midler til en områdefornyelse i Løkken.

Før ministeriet meddeler endeligt tilsagn, skal ministeriet godkende et program for områdefornyelsen, og Hjørring Byråd skal godkende programmet forud for indsendelsen til ministeriet. Programmet indstilles til godkendelse i byrådet, der holder møde i morgen.

Områdefornyelsen vil blandt andet byde på omdannelse af den kommunale parkeringsplads ved Sdr. Strandvej til et landskabeligt byrum, som i højsæsonen kan fungere som parkeringsplads, samtidig med at der også er mulighed for bymæssige og rekreative aktiviteter, som stimulerer bylivet. Pladsen designes og møbleres, så den bliver en del af sammenhængen mellem Torvet og Løkken Moleleje.

I områdefornyelsen arbejdes der i flere sammenhænge med at tydeliggøre og iscenesætte forløbet fra Torvet til Solskinspladsen yderst på molen, og Torvet skal også have en ansigtsløftning. Også bygningsfornyelse indgår i programmet, ligesom Løkkens gamle stier og slipper gør det.

Programmet skal fremsendes til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter til godkendelse senest 1. juli 2015, og der kan forventes svar fra ministeriet i efteråret 2015. Herefter kan det konkrete arbejde med realisering af områdefornyelsen sættes i gang.

AALBORG: Aalborg Kommune igangsætter i dag en fordebat om udvidelse af Tranholmvej fra to til fire spor.

Der skal udarbejdes en VVM-redegørelse forud for ændringerne, og som start på myndighedsarbejdet gennemføres en fordebat, hvor borgere, virksomheder med flere inviteres til at komme med forslag og ideer, som kan indgå i den videre planlægning. Efter vurdering og bearbejdning af de indkomne idéer og forslag udarbejdes der en VVM-redegørelse.

Debatperioden slutter den 19. august.

REGION SJÆLLAND

RINGSTED: Ringsted Byråd har tidligere godkendt et forslag til handlingsplan for Trafikplan for Ringsted Syd, og på sit møde i dag skal byrådet tage stilling til frigivelse af midler til skitsering af de enkelte projekter i handlingsplanen.

Der skal tages stilling til en anlægsbevilling til udgifter på 175.000 kroner til skitseprojekter og overslagsberegning af de 10 tiltag på kommunevejene. Bevillingen kan finansieres af den allerede afsatte pulje på tre mio. kroner afsat til Trafikplan for Ringsted Syd.

ODSHERRED: Odsherred Byråd har besluttet at indgå en frivillig aftale med en lodsejer i forbindelse med skabelsen af en vandresti fra Dragsholm Slot i syd til Lumsås i nord.

Gennemførslen af stien er forsinket med cirka et år, blandt andet fordi lodsejerforhandlingerne har trukket ud. Det er foregået i håbet om at opnå den bedste stitracé, samtidigt med at de berørte lodsejere blev forsøgt behandlet bedst muligt og mest lempeligt.

Nu er der dog udsigt til, at de sidste aftaler kommer i hus, og Højderygstien forventes at kunne indvies i sidste halvdel af tredje kvartal 2015.

Der kommer tre mio. kroner til projektet fra Realdanias kampagne ”Stedet tæller”. Odsherred Kommune bidrager selv med 1,5 mio. kroner.

REGION MIDTJYLLAND

AUNING: Norddjurs Kommunalbestyrelse godkendte forleden programmet for områdefornyelse i Auning.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har reserveret en udgiftsramme på to mio. kroner til områdefornyelsen i Auning, og Norddjurs Kommune skal medfinansiere med fire mio. kroner.

De primære elementer i planen drejer sig om hovedvejen gennem byen, området omkring Kulturperronen og kroen, forbindelsen mellem det sydlige og nordlige butiksområde og generel forskønnelse.

Programmet forventes godkendt af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i løbet af efteråret 2015, og områdefornyelsen foreslås gennemført i 2016 - 2019.

REGION HOVEDSTADEN

HELSINGØR: Helsingør Byråd har frigivet et rammebeløb på 300.000 kroner til udarbejdelse af skitseprojekt for en rundkørsel på Sauntevej.

Rundkørslen skal ligge ved skæringen Sauntevej/Toftemosevej som indkørsel til det nye plejehjem i Hornbæk. Skitseprojektet for rundkørslen skal udføres i juli og august 2015, da skitseprojektet for rundkørslen skal indgå i arbejdet med at udarbejde lokalplan for plejehjemmet, herunder at opgøre det specifikke arealbehov for rundkørsel og tilhørende vejanlæg.

Center for Teknik, Miljø og Klima planlægger at etablere vejanlæg og rundkørsel, inden selve byggeprocessen går i gang.

REGION SYDDANMARK

KOLDING: Kolding Byråd har bevilget 2,6 mio. kroner til etablering af lys på løbe- og cykelruter i Dalby/Skartved.

Der skal etableres lys på cykelsti langs Skamlingvejen fra der, hvor det stopper i dag, og ud til rundkørslen ved Skartved, hvilket er beregnet til 580.000 kroner. Desuden skal etableres grussti i nordsiden af Idyl mellem rundkørslen ved Skartved og Ankerhusvej samt etableres lys. Anlægsudgifterne hertil er beregnet til lige knap to mio. kroner sammenlagt.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093