23948sdkhjf

AO Johansen og Billig VVS håber på sommerbryllup

Brødrene A & O Johansen underskrev i går en aftale om at købe internetvirksomheden Billig VVS
Brødrene A & O Johansen har sagt ja. Billig VVS har sagt ja. Nu afventer de to virksomheder bare konkurrencemyndighedernes ja til, at vvs-grossisten køber internetvirksomheden Billig VVS.

Adm. direktør Niels A. Johansen i A & O Johansen ønsker ikke at kommentere på handlen, før den er gået igennem, men af en selskabsmeddelelse fremgår det, at navnesnakken er på plads.

Den er i første omgang landet på, at parterne beholder hver deres. Billig VVS kommer til at fortsætte som selvstændigt datterselskab i koncernen.

240 mio. kroner skal AO betale for Billig VVS, og størstedelen af beløbet ryger direkte i adm. direktør Jesper Bunde-Pedersens lomme.

Han startede Billig VVS for 10 år siden og ejer størstedelen af aktierne i selskabet. 40 mio. kroner af købssummen afhænger af Billig VVS’ resultat i 2015.

Bestyrelsesbrikkerne

De to nuværende adm. direktører i virksomhederne, Niels A. Johansen og Jesper Bunde-Pedersen, sætter sig sammen i en bestyrelse, hvor Preben Damgaard Nielsen bliver bestyrelsesformand. Han er den yngste af Damgaard-brødrene, som skabte sig milliardformuer på at sælge økonomisystemet Navision til den amerikanske it-gigant Microsoft i 2002. Han har siddet i AO’s bestyrelse siden 2007. Også AO’s finansdirektør Henrik T. Krabbe og Jens Johansen er med i bestyrelsen.

Fjerde generation er tilbage

Jens Johansen er Niels A. Johansens søn og fjerde generation i koncernen. Han forlod sin stilling som direktør for forretningsudvikling i AO i 2008 efter at have været tilknyttet koncernen i forskellige stillinger siden 1989, fordi der var uenighed om strategien generationerne imellem.

I stedet for Jesper Bunde-Pedersen, sætter den kommercielle direktør Peter Krøjgaard sig i spidsen for Billig VVS som adm. direktør.

Med i købet følger også portalen Lavpris VVS, som Billig VVS købte i al ubemærkethed i 2014, og som bidrog til en omsætning på 203 mio. kroner og et resultat før skat på knap 17 mio. kroner.

AO opjusterer forventningerne til koncernens samlede resultat i 2015 fra 115 mio. kroner før skat mod 100 mio. kroner før aftalen.

”Med de synergier, der allerede er mellem Billig VVS ApS og AO inden for produktsortiment, lager/logistik og AO’s eksisterende forretning, herunder AO.dk, er potentialet til at udvikle begge markant over de kommende år”, skriver AO i en kommentar til handlen.

A & O Johansen har fokus på de professionelle håndværkere, og til dem oprettede virksomheden onlinebutikken AO.dk i juli 2014.

Billig VVS skal henvende sig til private og mindre erhvervskunder, så de tilsammen rammer alle segmenter, hvis købet går igennem.

Fusionsforbud i fortiden
Når Niels A. Johansen gerne vil vente med at udtale sig til købet er gået igennem, er der en god grund.
I 2008 forbød konkurrencerådet Lemvigh-Müller at købe Brødrene A & O Johansen, fordi det mente, at det ville hæmme konkurrencen betydeligt på både VVS-markedet og el-markedet, hvis de fire store landsdækkende grossister på VVS-markedet, Brødrene Dahl, Sanistål, Lemvigh-Müller og Brødrene A & O Johansen blev til tre i stedet for fire.
De fire grossister dækkede dengang mere end 80 procent af det samlede marked. Derudover ville fusionen betyde, at de tre grossister med landsdækkende filialnet på el-markedet ville blive reduceret til to med endnu større markedsandele.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109