23948sdkhjf

Drømmegavl forener kunst med funktion

”Valbys grimmeste ejendom” er som forvandlet. Fleksibel facade og kunstværk i ét byder på samarbejde mellem beboere, rådgivere, kommune og kunstner
”Jeg drømmer om at flytte til Mars”, ”Jeg drømmer om plads til fantasifuldhed”, ”Jeg drømmer om en kongepuddel”.

Sådan lyder nogle af de 117 drømme, der i store bogstaver er udstanset i aluminiumsplader på gavlen ved Boligforeningen Gadekærvej i Valby.

Værket ændrer sig i løbet af døgnet. Om dagen skaber sollysets styrke og hældning på gavlen et skyggespil, som udfordrer læsningen af teksten. Om aftenen og natten står hele værket klart frem, fordi alle bogstaver bliver oplyst diskret indefra.

Kunst i hverdagen

Forfatteren Morten Søndergaards idé til værket er udsprunget af den norske digter Olaf Bulls betragtning om, at kunst er det, som kan få os til at se naboens husgavl for første gang:

”Med det mener han, at kunst kan få os til at se det velkendte og dagligdags for første gang. Det er i det almindelige, vi finder os selv, det er i vores hjem, at vi lever og drømmer”, siger Morten Søndergaard.

Et værk i stor skala

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, siger:

”Jeg synes, det er smukt at beboernes drømme bliver draget ind i det særlige Søndergaardske aftryk, og jeg er sikker på, at det er et værk, der vil komme til at glæde mange i meget lang tid”.

Morten Stræde, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, peger på, at den kunstneriske idé og samarbejdet mellem forfatter, beboere, byggefaglige rådgivere, kommunen og Statens Kunst går op i en højere enhed:

”Der er ofte komplekst og krævende at gennemføre et kunstprojekt i det offentlige rum, fordi det involverer mange forskellige fagligheder og interesser. Resultatet i Gl. Valby er et eksempel på, at det er alle anstrengelserne værd”, siger han.

Og blandt beboerne er der stor glæde over Drømmegavlen.

”Jeg kan slet ikke få armene ned. Gennem årene har jeg altid fået at vide – ’nå, det er jer, der bor i Valbys grimmeste ejendom.’ Nu er bygningen renoveret til ukendelighed, og kunstværket er prikken over i’et. Det er genialt,” siger Villy Brejning, formand for beboerforeningen Gadekærvej.

Lys på renoveringsprojekt
Værket er et af tre kunstgavlsprojekter i Valby, som er iværksat af Områdefornyelsen Gl. Valby og støttet af Statens Kunstfond.
Det er blevet til i samarbejde mellem forfatteren, beboerne og Rambøll, som har stået for renoveringen af det almene boligbyggeri.
Projektet er finansieret af Områdefornyelsen Gl. Valby, Domea og Statens Kunstfond. Rambøll og Enemærke & Petersen har som rådgiver og entreprenør på renoveringsprojektet sikret økonomi til, at værket bliver belyst med LED lys.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.269