23948sdkhjf

Biogasprojekt skaber 700 nye job

700 nye permanente arbejdspladser bliver et af resultaterne, når 10 danske og en række norske og svenske partnere går sammen for at forberede et kæmpe biogas-boost
Det handler om 700 nye arbejdspladser og involvering af 200 virksomheder, når det EU-støttede projekt Biogas 2020 om kort tid tager form.

Regionsrådet for Region Midtjylland har netop på anbefaling fra Vækstforum valgt at støtte projektet med fem mio. kroner, der blandt andet skal gå til udvikling og demonstrations-anlæg til bio­gasproduktion samt til at integrere biogassen i naturgasnettet.

På Samsø skal kræfterne eksempelvis bruges på at samle virksomheder og biomasseproducenter om at etablere et biogasanlæg på øen. Biogassen skal blandt andet bruges til at drive øens færge.

Et andet projekt, der også handler om transport, foregår i Herning. Her går Herning Transport- og Logistikcenter sammen med HMN Naturgas, lokale virksomheder og biogasproducenter om en biogastankstation for tung transport. Her samarbejdes tæt med svenske partnere, der har lang erfaring på området.

Fra strøm til methan

I Skive skal kommunen sammen med otte virksomheder opbygge demonstrationsprojekter, der skal vise, hvordan vind- og solenergi kan kombineres med biogasanlæg og dermed oplagre overskudsstrømmen, der ellers går til spilde. Dette projekt hedder Power2Gas.

I Tyskland har biogasnettet eksempelvis 5.000 gange så stor lagringskapacitet som det almindelige elnet, og forsøg viser, at det er muligt at bruge overskudsstrøm til at danne methan, som så kan lægges på lager og bruges til opvarmning – ganske vist med en spildprocent på cirka 40.

Norske metoder

Seges, som er det tidligere Videncenter for Landbrug, vil sammen med Aarhus Universitet og lokale virksomheder videreudvikle en ny norsk biogasteknologi, der skal testes og demonstreres på en svinefarm i Midtjylland.

Teknologien anvendes på gårdniveau og kan anvendes på tynd svinegylle, som ellers ikke kan afsættes til traditionel biogasproduktion.

Danske tovholdere

Agro Business Park er ansvarlig for involvering af virksomheder på tværs af alle aktiviteter i Biogas 2020-projektet, og i særdeleshed for involvering af midtjyske virksomheder i tæt samarbejde med de andre midtjyske partnere.

Også Skive Kommune spiller en stor rolle som national koordinator for projektet.

brahe

Biogas 2020
Mere end 30 partnere fra Danmark, Norge og Sverige søger i øjeblikket om støtte fra EU’s Interreg program for Øresund, Kattegat og Skagerrak (ØKS) til Biogas 2020.
Det har et budget på 90 mio. kroner og bygger blandt andet videre på det tidligere Interregprojekt Implement, som Vækstforum også har støttet.
De midtjyske partnere er Agro Business Park, Skive Kommune, Samsø Kommune, Aarhus Universitet samt Herning Transport- og Logistikcenter.
Endelig deltager NOMI4S og HMN, dog uden at have søgt støtte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14