23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

HVIDOVRE: Børnehuset Cirklen, Høvedstensvej 48-50 i Hvidovre Kommune har haft omfattende skader og skal renoveres. Huset er ejet af Boligselskabet Lejerbo.

Hvidovre Kommunalbestyrelse har sagt god for økonomien i projektet, herunder at kommunens huslejudgift øges. For at finansiere renovering af ejendommen ønsker Lejerbo at optage et lån på 4,725 mio. kroner, hvilket vil øge kommunens huslejebetaling med 300.000 kroner årligt i 20 år.

JONSTRUP: Furesø Byråd har vedtaget Lokalplan 119 for et byområde i det nordlige Jonstrup med tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplan 119 fastlægger blandt andet anvendelse og bebyggelse af arealer omkring det tidligere Jonstrup Seminarium. Planen skal muliggøre en nordlig bymæssig afrunding af Jonstrup med et nyt attraktivt boligområde omkring de eksisterede offentlige og kulturelle funktioner i de historiske bygninger. Planen muliggør opførelse af en række forskellige boligtyper og omfatter tillige et antal eksisterende boliger.

REGION SJÆLLAND

SANDVED: Næstved Kommune har givet landzonetilladelse og dispensation fra kirkebyggelinje til at opføre en idrætshal på ejendommen Hårslevvej 33, 4262 Sandved.

Myndigheder, foreninger og private, der har en væsentlig interesse i afgørelserne, kan klage til Natur- og Miljøklagenævnet frem til 23. juni.

REGION SYDDANMARK

HOLSTED: Forslag til lokalplan 269 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg indstilles til Vejen Byråds godkendelse på førstkommende møde den 2. juni.

Lokalplan 269 og kommuneplantillæg 13 er udarbejdet på baggrund af byrådets ønske om at give mulighed for opførelse af en ny boligbebyggelse ved Vestergade i Holsted Nord.

Bebyggelsen skal bestå af parcelhuse på grunde over 400 kvm.

LINTRUP: Vejen Byråd skal på sit møde den 2. juni tage stilling til, om lokalplan 270 skal vedtages endeligt.

Forslaget er udarbejdet på baggrund af en henvendelse fra Primo Vinduer A/S i Lintrup, som ønsker at få mulighed for at udvide virksomheden. Virksomheden planlægger en bygningsmæssig udvidelse over to omgange med en igangværende første etape på cirka 3.000 kvm og en anden etape på ligeledes cirka 3.000 kvm i 2016.

Den første etape er gennemført inden for rammerne af den nuværende lokalplan, mens realisering af anden etape kræver en ny lokalplan.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune har vedtaget Forslag til lokalplan nr. 462 - Område til rekreative formål ved Sct. Laurentii Vej i Viborg.

Der er ønske om at opføre en ny gymnastikhal i forbindelse med de eksisterende gymnastikhaller ved Sct. Laurentii Vej i Viborg. Gældende planlægning giver ikke mulighed for at området kan udbygges yderligere, hvorfor et nyt plangrundlag er nødvendigt.

Området anvendes i dag til rekreative formål i form af kolonihaver, idrætsanlæg og grønne områder ved søbredden til Nørresø.

Lokalplanen udlægger et nyt byggefelt bag ved den eksisterende bebyggelse og væk fra Nørresø. Der fastsættes en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter for bebyggelse ud mod Sct. Laurentii Vej. Denne bestemmelse har til formål at sikre, at fremtidig halbebyggelse tilpasses de omkringliggende villabebyggelser.

ENGESVANG: Ikast-Brande Byråd godkendte forleden en skema A ansøgning for 10 almene familieboliger fra Bomidtvest - Engesvang II. Den samlede anskaffelsessum er på 20,197 mio. kroner.

Boligerne ønskes opført på en grund på Emil Ernsts Vej, Engesvang, som ejes af Ikast-Brande Kommune.

Det samlede boligareal udgør i alt 1.063 kvm, som er fordelt på tre- og fire-rums boliger med gennemsnitlige boligarealer på henholdsvis 95, 104 og 114 kvm.

Der foregår i øjeblikket nye drøftelser omkring grundkøbesummens størrelse. Når grundkøbesum er endelig aftalt kan det eventuelt blive nødvendigt at foretage en omfordeling af anskaffelsessummens forskellige poster.

IKAST-BRANDE: Ikast-Brande Byråd har frigivet 1.750.000 kroner til nyt tag og varmeinstallation på Brandlundparken.

Udskiftning af taget gælder hovedbygningen, hvor taget trænger til en udskiftning. Ligeledes er rygningen i en dårlig forfatning. Taget består af eternitskiffer med rygninger, som er zinkbeklædte samt med zinktagrender.

ØRUM: Teknisk Udvalg i Viborg Kommune har vedtaget Forslag til Lokalplan 458 for et solvarmeanlæg ved Østergade i Ørum.

Lokalplanforslaget udlægger området til teknisk anlæg i form af solvarme- og varmepumpeanlæg.

Planen giver mulighed for at opføre et solvarme- varmepumpeanlæg med tilhørende teknikbygning og akkumuleringstank.

SILKEBORG: Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 13-010 for et bolig­område ved Eriksborg, etape 1.

Lokalplanen omfatter et areal på cirka 5,1 hektar, og der kan opføres op til 59 boliger i enten tæt/lav eller åben/lav bebyggelse.

GJELLERUP: Herning Byråd har vedtaget lokalplan 32.B9.1 for et boligområde ved Præstehaven i Gjellerup endeligt.

Lokalplanen udlægger området til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre åben-lav boligbebyggelse i delområde I med en maksimal bebyggelsesprocent på 30.

I delområde II kan der enten opføres åben-lav eller tæt-lav boligbebyggelse med en maksimal bebyggelsesprocent på henholdsvis 30 og 40.

Lokalplanområdet er disponeret ud fra en stamvej gennem bebyggelsen. Herfra er der fire boligveje. Dette gør, at det er muligt at udvikle området i etaper.

REGION NORDJYLLAND

AARS: Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune skal på sit møde 1. juni behandle en sag om et nyt klubhus til Cimbrer MC Aars.

Efter en nabohøring har klubben selv foreslået en lidt ændret placering ved Plantagevej, og forvaltningen indstiller til udvalget, at der gives landzonetilladelse til den nye placering.

Sagen afgøres i Teknik- og Miljøudvalget.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102