23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Byråd har vedtaget en ny klimaplan for Høje-Taastrup Kommune - Strategisk Energi- og Klimaplan 2020. Visionen er, at kommunen skal være fossilfri senest i 2050, og på kort sigt skal kommunens samlede CO2-udledning frem mod 2020 nedbringes med i gennemsnit tre procent om året.

Den nye klimaplan ligger i forlængelse af kommunens første klimaplan, der blev vedtaget i 2009, og som har medvirket til at reducere CO2-udledningen i kommunen som helhed med cirka 20 procent.

Den nye klimaplan 2020 sætter retningen for en lang række indsatser, som både skal reducere energiforbruget, understøtte en mere bæredygtig energiforsyning og sætte særligt ind over for transportsektoren, som i dag står for over 40 procent af CO2-udledningen i Høje-Taastrup Kommune. For eksempel skal eksisterende gadelys udskiftes med LED-lys, ligesom energirenoveringen af de kommunale bygninger skal fortsætte.

Energiforsyningen skal være grønnere, og derfor vil kommunen blandt andet understøtte installering af solceller og indgå i strategisk samarbejde med andre kommuner, forsyningsselskaber med flere om smarte energiløsninger.

KØBENHAVN: Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget s møde den 26. maj, at der tages endelig stilling til forslag om etablering af fælles gårdhaver i henholdsvis Alsgadekarréen på Vesterbro, Vejlegadekarréen på Østerbro, Svenskelejrenkarréen i Nordvest og Brønshøjvejkarréen i Brønshøj.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 10. november 2014 at sende byfornyelsesforslagene i høring. Efter endt høring fremlægger forvaltningen hermed fire forslag om fælles gårdhaver i de nævnte karreer til stillingtagen med henblik på endelig godkendelse.

For at sikre nuværende og fremtidige københavneres adgang til rekreative arealer og for at udnytte byens klimatilpasningspotentiale blandt andet i forbindelse med lokal afledning af regnvand, etablerer Københavns Kommune med støtte fra staten fælles gårdhaver.

Gårdhaverne forventes anlagt i foråret 2016.

REGION SYDDANMARK

MARSTAL: Ærø Kommune ønsker at bremse Eriks Hales nedbrydning og samtidig sikre, at Det Søndre Løb ind til Marstal Havn ikke sander til. Derfor har kommunen søgt Kystdirektoratet om tilladelse til at måtte anlægge bølgebrydere langs Eriks Hale.

Kystdirektoratet har efterfølgende givet afslag på ansøgningen.

Kystdirektoratet har derimod nikket ja til, at der kan anlægges en høfde ved den yderste sydøstlige del af Eriks Hale, samt at der kan anlægges en bred sandklit ved Halens tynde sted.

Havneingeniør Morten Rosbæk har udarbejdet et skitseoplæg vedrørende erosions- og materialevandringsdæmpende tiltag ved Eriks Hale, og han har beregnet de samlede anlægsudgifter til 1,7 mio. kroner. Ærø Kommunalbestyrelse besluttede på sit seneste møde, at der skal fremsendes en ansøgning til Kystdirektoratet med udgangspunkt i Morten Rosbæks skitseoplæg. Kommunalbestyrelsen besluttede også at yde en anlægsbevilling på to mio. kroner til projektet.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG: Silkeborg Byråd skal på sit næste møde, der finder sted den 26. maj, godkende en forhøjelse af anlægsbevillingen med 1,5 mio. kroner til aktivitetsområde på Bjerget i Kjellerup.

Bevillingen skal bruges til den videre etablering af aktivitetsområdet.

Der forhandles i øjeblikket med Lokale og Anlægsfonden samt Realdania fonden om medfinansiering til projektet, så det kan udbygges.

Der er brugt en halv mio. kroner til projektering, undersøgelse af fortidsminder, opmåling med mere. Den endelige udformning af projektet er under udarbejdelse i tæt samarbejde med styregruppen, lokale borgere og foreninger, Lokale og anlægsfonden og Realdania. Projektet er designet således, at omfanget kan justeres i forhold til fondenes velvillighed til at støtte projektet.

REGION NORDJYLLAND

HORNUM: Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune besluttede på sit seneste møde at indstille til byrådet, at der frigives to mio. kroner til områdefornyelse i Hornum.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har meddelt tilsagn om støtte og har godkendt byfornyelsesprogrammet for områdefornyelsen i Hornum.

Sagen afgøres i Byrådet, som holder sit næste møde den 28. maj.

HVALPSUND: Vesthimmerland Byråd skal på sit møde den 28. maj tage stilling til, om der skal bevilges penge til etablering af privat spildevandslag og kloakering af Strandvejen 37-49, Hvalpsund.

Kommunen ejer ejendommen Strandvejen 37-49, der via syv lejemål er udlejet på langtidskontrakter til sommerhusejere. Ved vedtagelse af Tillæg nr. 8 til spildevandsplan 2012-2020 for Vesthimmerlands Kommune - Strandvejen 37-49, Hvalpsund skal grundejer etablere et privat spildevandslag, og spildevandslaget skal finansiere kloakeringen af de syv små sommerhuse, der ligger på grunden.

Området har på nuværende tidspunkt små, ældre nedsivningsanlæg eller sivebrønde. Vesthimmerlands Kommune har erfaret, at afstandskravene for samletanke ikke kan overholdes, og der kan derfor ikke gives tilladelse til nye anlæg. Aktuelt har et nyetableret hus på matriklen ikke mulighed for godkendt spildevandsafledning. Derfor planlægges området nu privat spildevandskloakeret, da Vesthimmerlands Vand A/S ikke ønsker at udføre kloakeringen.

Det indstilles til byrådet, at der afsættes rådighedsbeløb på 250.000 kroner finansieret af kassebeholdningen, og at kloakeringen igangsættes, når det nævnte tillæg til spildevandsplanen er godkendt.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11