23948sdkhjf

Strid om trafikprognoser helt frem til vedtagelsen

Scandlines fastholder, at trafikprognoserne for Femern-tunnel er for optimistiske
Helt op til Folketingets endelige vedtagelse af anlægsloven for den faste forbindelse under Femern Bælt er der strid om trafikprognoserne for tunnelen.

Det er Scandlines, der på ny beskylder Femern A/S for optimistiske prognoser og for ”dårlig forståelse af markedet”.

Scandlines har på foranledning af Transportministeriet oplyst om antallet af rejsende i 2014 og i første kvartal 2015. I en pressemeddelelse noterer Scandlines, at antallet af biler er vokset med 0,2 procent i 2014 og at man forventer fremadrettet en årlig vækst på 0,5-1 procent.

”Vi anser dermed Femern A/S’ prognose på 2,1 procent for at være for optimistisk. I årene 2000-2007 inden finanskrisen oplevede Scandlines en vækst i biltrafikken på 0,8 procent årligt eksklusiv shoppingkunder. I denne periode voksede shoppingkunderne fra 0 til 632.000 biler”, hedder det.

Femern A/S mener imidlertid, at prognosen er solid og på fast grund.

”Prognosen analyserer og beskriver udviklingen over lange perioder. Det er en nødvendig og anerkendt metode, når man arbejder med grundlaget for et større infrastrukturprojekt, der tager lang tid at bygge, som skal betales tilbage over næsten 40 år, og som skal stå i mere end 100 år. Over så lange perioder vil der være både gode og dårlige år i takt med konjunkturudviklingen. Det er der taget højde for i prognosearbejdet”, siger kommunikationsdirektør Ajs Dam.

Trafikprognosen for Femern er udarbejdet af tyske eksperter fra BVU og Intraplan.

”Prognosen er endog særdeles veldokumenteret, og hviler således på anerkendte danske og tyske forventninger til udviklingen i økonomien, befolkningen og transportvanerne”, siger Ajs Dam.

Scandlines har meddelt, at rederiet vil fortsætte besejlingen af Rødby-Puttgarden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11