Ingeniører bevæbner jord med stål
Udbredt armeringsmetode kommer til Danmark efter gode erfaringer i udlandet. Entreprenørarbejdet flytter væk fra vejen
”Med armerede jordkonstruktioner kan man halvere tiden til at opføre vederlagsvægge”, siger Helle Luthmann Tibian, der er broingeniør pg projektleder i Niras.
Det oplevede hun på Tværvej Nord i forbindelse med Frederikssundsmotorvejen, hvor entreprenøren byggede vederlagsvægge til fire broer på kun tre uger. Til sammenligning ville traditionelle vedlagsvægge havde taget omkring otte uger.
Stålbåndene fæstner man til tynde, præfabrikerede facadeelementer. Det betyder, at man kan flytte en del af entreprenørarbejdet væk fra vejen. Derved reducerer man dels gener for den kørende trafik, dels sparer entreprenøren tid og udgifter - for eksempel hvis det sætter ind med dårligt vejr.
Selve byggearbejdet tager langt kortere tid, når broen opføres med armerede jordkonstruktioner.
Letter arbejdet
Niras’ arbejde med de såkaldte nye vejregler (Vejdirektoratets og Banedanmarks bibel for, hvordan man planlægger, projekterer og anlægger veje, red.) skal munde ud i to dokumenter: En projekteringsvejledning for armerede jordkonstruktioner og et supplement til den eksisterende håndbog ved navn ’Projekteringsgrundlag for broer’.
”Men det er ikke kun er os, som bestemmer, hvad der skal stå. Vi afholder workshops og høringer, så alle rådgiver, bygherre og entreprenører har mulighed for at bidrage med deres holdning eller viden”, siger Helle Luthmann Tibian.
Niras sidder for bordenden, når en kreds af entreprenører, bygherrer og andre rådgivere udarbejder nye regler for, hvordan teknologien med de armerede jordkonstruktioner kan bruges i danske vejbyggerier.
Afprøvet i Europa
Og opdateringen skal gøre det lettere at bruge armerede jordkonstruktioner i kommende vejprojekter.
Metoden er allerede afprøvet andre steder i Europa og går blandt andet ud på, at man lægger lange stålbånd mellem lag af kompakt grus:
”Det øger jordens styrke så meget, at den kan bære både broer, veje og jernbaner. På den måde slipper man for at støbe tykke fundamenter og mure”, siger Helle Tibian.
Økonomiske fordele
Alle involverede parter har derfor en stor interesse i at få armerede jordkonstruktioner med i de nye vejregler.
”Vejdirektoratet ser det som en stor gevinst, at konstruktionerne kan bygges hurtigt, og at arbejdsmiljøet bliver forbedret”, siger Barbara Boesen MacAulay fra Vejdirektoratet.