23948sdkhjf

Kapitalfond opkøber GSV og Pitzner

Kapitalfonden Catacap sammenlægger GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel under GSV-navnet og skaber landets største materieludlejer
To af Danmarks største materieludlejere er blevet til en, efter kapitalfonden Catacap sammen med Danica og franske Access Capital Partners har opkøbt og sammenlagt GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel.

Det nye selskab fortsætter under navnet GSV Materieludlejning, og tilsammen sætter selskabet sig på knap en femtedel af materieludlejningsmarkedet, der omsatte for over tre mia. kroner i 2014. CataCap bliver hovedaktionær i firmaet, mens nuværende adm. direktør Dan Protin fra GSV Materieludlejning træder ind som medejer og bliver adm. direktør for det nye selskab.

”Det nye GSV bliver en one-stop shop for kunderne. Jeg ser frem til at kunne tilbyde vores kunder et bedre og bredere produktsortiment og et endnu højere serviceniveau”, siger Dan Protin i en pressemeddelelse.

Det rigtige træk
Det nye GSV, der udlejer maskiner og materiel til byggefirmaer, entreprenører, samt offentlige og industrielle kunder, har ca. 250 ansatte og et landsdækkende depotnetværk. Selskabet får markedets bredeste produktportefølje, der blandt andet. tæller lifte, platforme, stilladser, pavilloner og skurmateriel samt bygge-og anlægsmateriel, der bruges til at løse anlægs-, jord-og byggeopgaver.

Den nu tidligere bestyrelsesformand af Pitzner Materiel, Morten Pitzner, ser også sammenlægningen som det helt rigtige træk.

”Pitzner og GSV komplementerer hinanden på rigtig mange områder. Dermed skaber sammenlægningen nogle helt unikke muligheder for både kunder og medarbejdere. Jeg ser frem til at følge udviklingen”, siger Morten Pitzner.

Fjerde investering
Opkøbet er den fjerde investering for den to år gamle investeringsfond, Catacap.

”Vi har længe haft kig på det meget fragmenterede materieludlejningsmarked herhjemme. GSV og Pitzner kommer fra forskellige udgangspunkter, og står begge stærkt i markedet. Hvor GSV har leveret kraftig vækst i toplinje og indtjening drevet af et stærkt kunde-og produktfokus, har Pitzner optimeret indtjeningen igennem implementering af et af branchens mest avancerede flådestyringssystemer over samme periode. Sammenlægning af de to virksomheder er derfor et ønskescenarie, og vi ser frem til at udvikle det nye GSV sammen med ledelse og medarbejdere,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, der er partner i Catacap, der i øvrigt ser yderligere muligheder for konsolidering i branchen.

Carsten Knudsen, der har stor international industrierfaring fra direktørstillinger i Maersk-gruppen, ISS og Esko, bliver ny bestyrelsesformand i GSV Materieludlejning.

Catacap

Opkøbet og sammenlægningen af GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel er den fjerde investering for den godt to år gamle kapitalfond Catacap, der fokuserer på små og mellemstore virksomheder med højt vækst-og udviklingspotentiale. Med franske Access Capital Partners og Danica som co-investorer er det anden gang, at Catacap hiver en udenlandsk investor med ind i en dansk virksomhed.
Danica og Access Capital Partners er begge investorer i Catacaps første fond, der afsluttede fundraising i september 2014 og administrerer 1,1 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126