23948sdkhjf

Langt mellem lærlingene på letbane

Aarhus Letbane har politik om at anvende sociale klausuler men mener ikke det er muligt med ret mange lærlinge på den store transport- og anlægskontrakt
Der bliver langt mellem lærlingene på den store anlægskontrakt på Danmarks første letbaneprojekt, Aarhus Letbane.

Det på trods af anlægsselskabets erklærede målsætning om at anvende sociale klausuler i bygge- og anlægsopgaverne netop for at sikre praktikpladser.

Mens anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S har stillet krav om beskæftigelse af fem procent lærlinge i ni mindre anlægsudbud med sporarbejde, broarbejde og vejomlægninger, er der ikke anvendt uddannelsesklausul i udbuddet af den store transportpakke til omkring to mia. kroner, som der blev skrevet kontrakt på sidste år.

Det viser en aktindsigt i statslige bygherrers anvendelse af sociale klausuler for at få oprette flere lærepladser.

”Transportpakken består af dels leverance af tog, der produceres i udlandet, dels anlægsarbejdet i Aarhus. Der er imidlertid ikke tale om klassisk anlægsarbejde, men derimod især skinne-, kørestrøms- og kontrolanlæg. Pakken blev udbudt uden brug af sociale klausuler, fordi det dels vil stride mod EU-retten for så vidt arbejdet udenfor Danmark, dels fordi anlægsarbejdet i Danmark er meget specialiseret. Vi mener vi har drevet det så langt som vi har kunnet udbudsretligt”, siger Claus Rehfeld Moshøj, direktør i anlægsselskabet.

Krav i driftsfasen

Aarhus Letbane I/S, der ejes af Aarhus Kommune, Region Midtjylland og staten, har imidlertid ikke opgivet at få lærlinge og eksempelvis ingeniørstuderende med på anlægsdelen.

I kontrakten med entreprenøren, konsortiet ASAL estående af italienske Ansaldo og schweiziske Stadler, forpligtes entreprenøren således til at udarbejde en uddannelsespolitik.

Derimod er der i den efterfølgende vedligeholdelses- og driftskontrakt stillet krav om, at fem procent af de beskæftigede er under uddannelse.

”Men når det gælder anlægsdelen så erkender vi åbent, at der sandsynligvis ikke bliver ret mange studerende. Vi er i dialog med ASAL og vurderer, at der kan blive tale om måske nogle ingeniørstuderende men næppe mange lærlinge”, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Krav i mindre kontrakter

I ni mindre anlægskontrakter til samlet omkring 150 mio. kroner har Aarhus Letbane stillet krav om at fem procent af de beskæftigede er lærlinge. Det vurderes at svare til 10 årsværk fordelt på 26 lærlinge.

Desuden har anlægsselskabet selv ansat studerende og forventes i anlægsperioden at beskæftige seks-otte årsværk studerende.

”Det er vigtigt for vores ejere, at vi også sikrer praktikpladser i forbindelse med vores arbejder, og vi indarbejder derfor sociale klausuler i størst muligt omfang”, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Han vurderer, at arbejdet i anlægsfasen vil give omkring 30 lærlingeårsværk.

Anlægsselskabet kontrollerer med hjælp af revisionsfirmaet Ernst & Young, at klausulerne overholdes. Hidtil er alle aftaler overholdt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109