Første hold brolæggere er udlært fra Aarhus
Aarhus Tech kan nu også sættes på landkortet over uddannelsesinstitutioner, der uddanner brolæggere
Torsdag den 5. marts fik de overrakt deres svendebrev og blev fejret af blandt andre Stef Heijkoop, viceoldermand i Brolæggerlauget, Jan Hougaard Jensen, uddannelsesleder ved Aarhus Tech, og af familie og kollegaer.
Faglærer på Aarhus Tech, Kent Thorlund Jepsen, er glad for at være nået dertil, hvor det første hold nu er kommet ud på den anden side.
”Dengang jeg selv blev udlært i slutningen af 80’erne, var det kun i København, at man kunne blive brolægger. Så kom Horsens, og nu er det på tide, at Aarhus er kommet med”, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Svendeprøve i ny form
De tre nyudklækkede brolæggere har forinden fejringen på Aarhus Tech været i gennem en todelt svendeprøve.
Den teoretiske del består af et skriftligt projekt, der skrives over fem dage og afsluttes med en mundtlig fremlægning, mens den praktiske del forløber over to dage og afsluttes med en projektaflevering.
Det er første gang, at den mundtlige fremlægning har været på programmet. Det gælder over hele landet, oplyser Kent Thorlund Jepsen.
En tilføjelse, han kalder for givtigt og en god måde at køre tingene på.
Alle de tre bestod den todelte prøve og er allerede i job der, hvor de var i praktik.
”Det er i hvert fald det, jeg har hørt”, siger Kent Thorlund Jepsen og peger på en stigende efterspørgsel på brolæggere og en stigende interesse for faget.
Frø skal sås tidligt
På grundforløbet, der startede op lige efter nytår, har fem-seks vist interesse for brolæggerfaget, og på grundforløbet, der startede op tidligere på måneden, har én allerede en brolæggerlæreplads, oplyser uddannelseskonsulent Lars Pedersen, der er ansvarlig for grundforløbet.
Men håbet er, at endnu flere vælger branchen til. Og for at nå dertil vil Kent Thorlund Jepsen gerne, at brobygningselever fra folkeskolen og elever på grundforløbet får mulighed for at snuse til det at være brolægger.
”Det gælder om at så nogle frø tidligt”, siger han og understreger, at der er plads til og behov for flere brolæggerelever, og at man på Aarhus Tech står klar til at tage imod dem.