23948sdkhjf

Nyt forsøg på krav om arbejdsklausuler

Kun ”regeringens elendige undskyldninger” står i vejen for lovgivning om arbejdsklausuler, mener Enhedslisten

Enhedslisten har flere gange forgæves prøvet at overbevise regeringen og et flertal i Folketinget om, at kommuner og regioner skal forpligtes til i alle kontrakter at anvende arbejdsklausuler på grundlag af ILO-konvention 94 for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår, når der bygges for skattekroner.

Nu gøres der et nyt forsøg, og partiets social dumping-ordfører Finn Sørensen finder støtte til forslaget i en stribe svar, som beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) har afgivet om brug af arbejdsklausuler.

”Svarene understreger, at der intet er til hinder for, at vi ved lov kan pålægge regioner og kommuner at bruge arbejdsklausuler efter ILO 94”, siger Finn Sørensen.

Det er ikke ulovligt

Ministeren skriver således i svar på spørgsmål, der er stillet af flere medlemmer af Folketingets beskæftigelsesudvalg, at der ikke er EU-retlige regler, der forhindrer, at man pålægger kommuner og regioner at anvende arbejdsklausuler. Samtidig oplyser ministeren, at Beskæftigelsesministeriets cirkulære og vejledning om arbejdsklausuler, der blev udsendt sidste sommer, er i overensstemmelse med EU-retten.

”Regeringen har erkendt, at det ikke er ulovligt at anvende ILO-konventionens bestemmelser over for kommunerne men mener, at hvis vi ved lov pålægger regioner og kommuner at anvende ILO 94, så skal man i kontrakterne meget præcist skrive i kroner og øre, hvad det er for krav man stiller. Det vil være et indgreb i den danske overenskomstmodel, og det ønsker regeringen ikke. Det er imidlertid en udlægning, som strider imod hvad regeringen har gjort i andre sammenhænge”, siger Finn Sørensen.

Kun undskyldninger i vejen

Enhedslisten social dumping-ordfører mener ikke, der er belæg for påstanden om, at der skal henvises til bestemte lønninger. I stedet kan henvises til den mest repræsentative overenskomst. Det er hvad staten selv gør i blandt andet udstationeringsloven og godskørselsloven og når staten er bygherre og anvender arbejdsklausul.

”Det er også hvad regeringen selv foreslår i sin vejledning til kommunerne fra juni sidste år. Der er med andre ord intet lovgivningsmæssigt, der forhindrer os i at pålægge regioner og kommuner at anvende arbejdsklausuler. Det eneste, der står i vejen er regeringens elendige undskyldninger”, siger Finn Sørensen.

Der findes ingen aktuel og konkret opgørelse over kommuner og regioners brug af arbejdsklausuler.

Enhedslisten konkluderer med henvisning til en undersøgelse, som 3F offentliggjorde i januar i år, at det går fremad, ”men at der er langt til målet”. Partiet mener derfor, at der ikke er anden udvej end lovgivning.

Enhedslistens beslutningsforslag kommer til behandling i Folketinget senere på måneden.

ILO-KONVENTION 94
En arbejdsklausul med baggrund i ILO-konvention nr. 94 indebærer, at de ansatte er sikret løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende arbejde inden for samme fag på den egn, hvor arbejdet udføres.
Danmark har ratificeret konventionen i 1957. Det betyder, at staten som bygherre er forpligtet til at stille benytte arbejdsklausul. Regeringen har henstillet til regioner og kommuner at gøre det samme.
Blandt andre DA mener, at det strider mod EU-retten at regioner og kommuner anvender arbejdsklausuler med henvisning til ILO 94.
ILO er FN’s arbejdsorganisation.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094